Fangeflugten fra Slagelse: To mænd anholdt i Spanien

To mænd er anholdt i Barcelona i sagen om fangeflugten fra psykiatrihospitalet i Slagelse

I forlængelse af de anholdelser og varetægtsfængslinger, der er foretaget indtil videre i sagen om fangeflugten fra psykiatrihospitalet i Slagelse den 19. november, meddeltes det i aftes, at to mænd på 20 og 24 år, er anholdt i Barcelona. Begge mænd blev i forlængelse af fangeflugten varetægtsfængslet in absentia og derefter internationalt efterlyst, hvilket har ført til anholdelserne i aftes. Begge mænd vurderes at have været fysisk tilstede ved befrielsesaktionen ved psykiatrihospitalet.

Politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland Falsters politi oplyser, at meddelelsen om anholdelserne i Spanien modtages med stor tilfredshed, og oplyser samtidig at politiet stille og roligt får anbragt aktørerne i befrielsesaktionen bag tremmer.

–         Det er endnu for tidligt at sige hvordan de to anholdte vil stille sig til udleveringen, og vi ved derfor ikke hvor lang tid der går, før de kan stilles for en dommer i Danmark. Men anholdelserne er igen et signal om at gerningsmændene ikke kan gemme sig i udlandet, da det internationale politisamarbejde har lange fangearme, siger Kim Kliver.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)