I en klumme i Berlingske mindes den tidligere integrationsminister, Bertel Haarder (V), en integrationskonference, hvor den iransk-fødte skuespiller Farshad Kholgi leverede et festligt indslag i form af en sketch.
Bertel Haarder skriver:
”Farshad Kholgi kom ind og præsenterede sig som en stærk indvandrer, der gerne ville arbejde og forsørge sig og sine.
Så kom den danske integration og sagde: Du er svag. Du skal i kørestol. Du skal være bistandsklient. Du skal have en sagsbehandler i stedet for at bruge dit netværk. Du skal lære dansk i årevis, før du skal arbejde. Du kan få læger til at underskrive sygdomserklæringer. Du skal bo i en lejekaserne og må ikke indrette en butik eller et værksted i stueetagen. Du skal være lønmodtager og kende dine rettigheder.
Derefter starter den lange karriere som umyndiggjort modtager af danske almisser. Selvopholdelsen undergraves. Respekten og selvrespekten undergraves.
Men én ting kan kompensere for det: Mandens sociale kontrol, især kontrollen med konen og døtrenes seksualitet. Det er let at holde konen hjemme, når hun får penge for ikke at arbejde. Der er kun ringe kontrol med, om hun er klar til et job. Alligevel får hun kontanthjælp som om, at hun er til rådighed. Ofte får det heller ikke konsekvenser, hvis hun forsømmer danskundervisningen.
De nyankomne bliver tiltrukket og fanget af velfærd – trapped in welfare, som det hedder på engelsk”.
24NYT: Ja, sketchen ville være morsom, hvis der blot var tale om en sketch og ikke deprimerende virkelighed. For den magtfulde danske integrationsindustri, der fanger migranter i velfærden, er blevet big business, som flere tusinde danske familier lever fedt af.
Når nye migranter dukker op i Rødby, står hærskarer af hjælpere, socialrådgivere, psykologer, pædagoger og andet godtfolk klar til at overtage ansvaret for deres liv og tvinge dem ind i integrationsindustriens pølsemaskine. Målet er at forvandle enhver migrant til ”et homo socialdemocratus”, som ikke kan leve uden socialstatens kærlige omfavnelse.
Udviklingen har skabt en kæmpestor integrationsindustri med mange tusinde søde, flinke og rare offentligt og privatansatte med en lang snabel i de offentlige kasser. De har alle en klar interesse i at køre industrien videre – med fuld opbakning fra Folketingets partier og de skiftende regeringer.