Farvel, Donald Trump

Af Lars Hedegaard.

Den tidligere præsident har for få dage siden saboteret ethvert håb om, at han kan blive det igen.
Det skete i forbindelse med en middag i hans residens, Mar-a-Lago i Florida med deltagelse af rapperen Kanye West, der på det seneste har udfoldet sig med antisemitiske udtalelser. Og som om det ikke var galt nok, var rapperen ledsaget af en endnu mere modbydelig personage ved navn Nick Fuentes. Blandt mange titler kan Fuentes smykke sig med antisemit, racist, Holocaust-benægter, Hitler-beundrer samt støtte af Putin og Taleban. Og så hader han kvinder og homoseksuelle og går ind for hvidt overherredømme.
Men faktisk kendte Trump slet ikke Fuentes, og han vidste slet ikke, hvad han stod for, påstår han. Som om enhver gæst i den tidligere præsidents hjem ikke blev tjekket og grundigt undersøgt af Secret Service.
Man kan kun spekulere på, hvilken hensigt Trump kan have haft med at afholde denne ekstremistiske sammenkomst. Konsekvenserne er derimod åbenbare: Trump har med sin ryggesløse opførsel forrådt de snesevis af millioner, der med begejstring har støttet ham, og som har set frem til at stemme på ham ved præsidentvalget i 2024. Det vil mange af dem givetvis blive ved med, men det er lige så sikkert, at han aldrig kan blive valgt efter at have blottet sig så fatalt.
Som Kevin McCarthy, republikanernes nuværende minoritetsleder i Repræsentanternes Hus og sandsynligvis kommende speaker, har udtrykt det:
“Jeg synes ikke, at nogen overhovedet skulle bruge tid sammen med Nick Fuentes. Han har ingen plads i dette republikanske parti.”
Stadigt flere republikanere er kommet til den opfattelse, at Donald Trump heller ikke har plads i partiet.
Uanset hvad der sker, har Trump anbragt det republikanske parti i en umulig situation. Hvis han vinder det republikanske primærvalg, vil han tabe præsidentvalget. Hvis han taber primærvalget, vil han sandsynligvis stille op som uafhængig, fordi hans narcissisme forbyder ham at støtte en anden republikaner – hvilket også vil garantere et republikansk nederlag.
Joe Bidens bagmænd må gnide sig i hænderne. Det samme må tyrannerne i Kina, Iran og Venezuela, som Biden fedter for.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)