Site icon 24NYT

FARVEL! Snød 67 ældre mennesker: Indvandrer skal to år i fængsel og udvises

Foto: Colourbox

En udenlandsk statsborger er blevet idømt fængsel og udvisning fra Danmark efter stor svindelsag, hvor 67 ældre borgere er blevet svindlet.

 

En 22-årig udenlandsk statsborger bosiddende i Nivå er ved Retten i Lyngby blevet idømt to års fængsel og udvist af Danmark for bestandig i en sag, hvor han var tiltalt for bedrageri mod 67 ældre personer – samlet set i alt 297 forhold.

Manden var tiltalt for såkaldt kontaktbedrageri, hvor han i samarbejde med flere andre i perioderne april til juli 2021 og november 2021 til marts 2022 har kontaktet en lang række ældre medborgere telefonisk. Over telefonen har gruppen udgivet sig for at være fra banken, hvorefter de har lokket ofrene til at udlevere kort og pinkoder. Gruppen har samlet svindlet for over en mio. kr.

Manden, der efter eget udsagn havde været chaufføren i gruppen, blev kendt skyldig i de fleste tiltalepunkter, og blev derfor idømt både fængsel og udvisning for bestandig, og skal desuden betale erstatning til ofrene.

– Vi synes, at sagen har fået et særdeles tilfredsstillende udfald. Denne form for kriminalitet der specifikt går efter ældre medborgere er særdeles grov, og derfor er vi tilfredse med, at sagens mange skærpende omstændigheder har ledt til en hård dom. En sådan dom sender et klart signal om, at kontaktbedrageri tages meget seriøst, siger anklager Christian Bruhn-Andersen.

Sagen er anket til Østre Landsret.

 

Sådan undgår du kontaktsvindel:

• Vær skeptisk, hvis du modtager et uventet opkald
• Banken vil aldrig bede dig udlevere følsomme oplysninger så som pinkode via telefonen.
• Politiet eller banken vil aldrig komme hjem til dig for at hente dit hævekort eller din kode.
• Hvis personen alligevel møder op hos dig, så afvis at lukke dem ind.
• Udlevér aldrig dit betalingskort eller din kode.
• Læg på, hvis du mistænker svindel – du behøver ikke være høflig.

Exit mobile version