Farvel til kørekort – Goddag til bøde!

Fyns Politis videobil fangede en billist med 154 km/t i vejarbejdszone på motorvejen ved Blommenslyst. Det koster bl.a. en betinget frakendelse.

Torsdag aften den 24. september 2020 klokken 2159 fik en medarbejder i Fyns Politis færdselsafdeling sig en overraskelse, da en mand kom bragene igennem en vejarbejdszone på motorvejen ved Blommenslyst. Politimanden fulgte efter bilisten i en af Fyns Politis ”videobiler” på en 3 km lang strækning, hvor den tilladte hastighed er 80 km/t på grund af vejarbejde. Bilisten blev målt til at køre 154 km/t, og kørte samtidig alt for tæt på sine medtrafikanter.

Budskabet fra Fyns Politi er klart: Kør bil når du kører bil, og orienter dig om de regler der gælder, der hvor du kører. Ved vejarbejde skal der udvises ekstra hensyn til dine medtrafikanter, og de personer der arbejder på vejen.

Billisten får nu en bøde på i alt 12.000 kroner og en betinget frakendelse af kørekortet.

Fakta om bødens sammensætning:

– 90-99 procent overtrædelse af hastighedsbegrænsningen koster 4500 kroner.
– Højhastighedstillæg på 1500 kroner.
– Overtrædelse af hastighed i vejarbejdszone betyder en fordobling af bøden.
– Ydermere giver hastighedsoverstrædelsen en betinget frakendelse af kørekortet.

Den lidt for travle billist må derfor vinke farvel til sit kørekort (betinget) og goddag til en bøde.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)