De tre mænd blev anholdt, mens de var på vej ud af landet med professionelt håndværktøj.
Tre rumænske mænd i alderen mellem 23 og 47 år er ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg blevet idømt i alt 14 måneders fængsel samt hver udvist af Danmark med et indrejseforbud på seks år i en sag om tyveri, indbrud og forsøg på hæleri.
De tre mænd blev den 30. september 2022 anholdt i et køretøj nær grænsen af en patrulje fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
De tre mænd var på vej ud af landet med professionelt håndværktøj, hvor en del af værktøjet stammede fra indbrud og tyveri begået i Guldborgsund Kommune få dage forinden.
De tre personer har været varetægtsfængslet siden anholdelsen og vil være det frem til udsendelse af Danmark.
Dommen blev afsagt tidligere på måneden.