Site icon 24NYT

FARVEL! Udlænding taget ved grænsen – udvist samme dag

Arkivfoto. Regitze

Toldstyrelsens narkohund viste tidligt mandag morgen interesse for en sportstaske i en bus ved Frøslev Grænse. Samme eftermiddag blev en 42-årig mand dømt i sagen.

 

En 42-årig estisk mand blev mandag ved Retten i Sønderborg idømt 60 dages fængsel og udvist med et indrejseforbud i seks år for at have overtrådt lov om euforiserende stoffer i forbindelse med indrejse.

 

Manden var passager i en bus, der ankom til Frøslev Grænse mandag klokken 04.30, hvor toldere fra Toldstyrelsen gennemførte kontrol med en narkohund.

 

Hunden fik færten af en sportstaske i bagagerummet, der indeholdt skunk, joints og hash.

 

Manden erkendte, at stofferne tilhørte ham, hvorefter han blev anholdt af betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

 

Han blev klokken 13.00 samme dag fremstillet ved Retten i Sønderborg, hvor dommen blev afsagt.

 

Den 42-årige modtog dommen og vil blive udvist umiddelbart efter endt afsoning.

 

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.

 

UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.

 

På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet.

 

UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.

 

Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.

Exit mobile version