Site icon 24NYT

Fejemand fandt skarpladt jagtgevær – nu er der faldet dom

Det kommer til at koste en 19-årig mand tre et halvt år i fængsel, at han opbevarede et skarpladt jagtgevær i et lille, ulåst affaldsrum i Aarhus V.

En fejemand fandt ved en tilfældighed våbnet viklet ind i et tæppe den 28. juni i år og kontaktede straks Østjyllands Politi. Politiet beslaglagde geværet og sikrede sig DNA-spor fra både våben og tæppe. De spor ledte til den 19-årige mand og hans bror, der begge bor tæt på det sted, geværet blev fundet.

Begge blev anholdt i oktober og herefter varetægtsfængslet. Nu er dommen faldet for den 19-årige, der i Retten i Aarhus tidligere på ugen blev kendt skyldig i våbenbesiddelse under særligt skærpende forhold.

– Retten fandt det særligt skærpende, at våbnet lå i et ulåst rum på et offentligt tilgængeligt sted, og at våbnet blev fundet i et område, hvor der var en verserende bandekonflikt. Uanset hvad hensigten har været, så viser dommen, at det er en meget alvorlig forbrydelse, når man på den måde opbevarer et skarpladt gevær frit tilgængeligt, siger specialanklager Jan Østergaard.

Den 19-årige forklarede, at han selv havde fundet geværet i en kælder nogle dage før, det blev fundet, og derefter havde gemt det væk. Han nægtede sig dog skyldig i, at våbenbesiddelsen skulle være særligt skærpende. Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke.

I dommen for våbenbesiddelsen hører en reststraf med fra nogle forhold i 2017, hvor den 19-årige blev dømt for røveri og databedrageri.

Den 19-åriges bror er også tiltalt for våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder, men hans sag har endnu ikke været for retten.

Exit mobile version