Site icon 24NYT

Fem års fængsel for voldtægt i parforhold

32-årig mand dømt for voldtægt af to tidligere kærester.

Den 32-årige var tiltalt for seks tilfælde af voldtægt begået mod to tidligere kærester. Han var samtidig tiltalt for gentagne tilfælde af vold mod den ene af kæresterne blandt andet ved at have taget kvælertag, ligesom han var tiltalt for at have monteret en GPS på hendes bil, så han kunne kontrollere hendes færden. Sagerne fandt sted i Smørum, Valby og Herlev, og manden blev dømt for alle forholdene.

 

Den 32-årige blev varetægtsfængslet i november 2022, efter han havde mødtes med den ene af kvinderne i hendes bil, hvor han voldtog hende.

“Det er meget grove overgreb, han har udsat kvinderne for. Selv om nogle af forholdene ligger relativt langt tilbage i tiden, var retten ikke i tvivl i deres dom og lagde blandt andet vægt på kvindernes troværdige vidneforklaringer”, siger anklager Bjarke Enevoldsen.

I flere af tilfældene, var voldtægterne startet som frivillig seksuelt samkvem – men endt i overgreb, idet den tiltalte havde nægtet at stoppe, selvom kvinderne sagde fra.

“Dommen understreger, at det naturligvis er voldtægt, hvis man ikke accepterer, at der undervejs bliver sagt ”stop”, siger Bjarke Enevoldsen.

Manden har valgt at anke dommen til landsretten.

Exit mobile version