Fire mænd og en kvinde blev tirsdag i Retten i Horsens idømt fængselsstraffe for at have været med i et netværk, der forsøgte at købe skydevåben på the dark web, som via Danmark skulle fragtes til Sverige.
En 34-årig mand, som vurderes til at være bagmanden, blev idømt fængsel i otte år for at have forsøgt at købe 83 skydevåben – heriblandt flere fuldautomatiske – og en betydelig mængde ammunition.
En 35-årig mand, som assisterede den 34-årige, blev idømt seks års fængsel for at have forsøgt at købe 25 skydevåben, mens en 39-årig mand fik fem års fængsel for at have modtaget en pakke med det, han troede var 20 våben.
Et ægtepar med en 38-årig mand og en 34-årig kvinde blev idømt hhv. seks og fire år for at ageret kurerer i våbenhandlen
Alle de dømte, der er serbiske, rumænske og svenske statsborgere, blev desuden udvist af Danmark for bestandigt.
Handlede med en agent
Det var først, da personerne i netværket sidste år blev anholdt, at de fandt ud af, at det i virkeligheden var politiet, der stod bag den profil, de handlede våben med. Nærmere bestemt en amerikansk agent fra Homeland Security Investigations, som orienterede Særlig Efterforskning Vest i Danmark om sagen.
Agentaktionen var et af de store temaer i retten, hvor et enigt nævningeting kom frem til, at efterforskningens opstart i USA ikke skulle have nogen betydning for hverken spørgsmålet om skyld eller straf i sagen.
”Vi er meget tilfredse med de lange fængselsstraffe, der er givet. Vi er navnlig tilfredse med, at retten kom frem til, at våbenhandlen ikke blev fremprovokeret af agenterne, og at det ikke fik betydning for sagen, at politiet i USA startede den op på en måde, vi ikke kunne have gjort i Danmark, ” siger advokaturchef i Særlig Efterforskning Vest, Sine Cully.
Anholdt på rasteplads
Den første anholdelse i sagen blev foretaget den 24. juli 2019. Her blev en 39-årig rumænsk statsborger anholdt i Vamdrup, da han modtog og kvitterede for en pakke, som han troede indeholdt 20 skydevåben.
Efter anholdelsen fortsatte de formodede bagmænd forhandlingerne om køb af våben og ammunition via krypterede kommunikationskanaler. De betalte på forhånd 5000 dollars i bitcoints, og det blev aftalt, at der den 9. november 2019 skulle ske endnu en levering – denne gang af 25 våben på rastepladsen ved Ejer Bavnehøj.
Her sad civilklædte politifolk klar, da en 38-årig serbisk mand og hans 33-årige serbisk kone mødte op og medbragte 25.500 euro i kontanter.
Kvinden blev i bilen, mens manden tog kontakt til de civilklædte politifolk og fik fremvist våbnene. Men da han gjorde klar til at aflevere pengene, slog betjentene til og anholdt dem begge.
Kan ikke vide sig sikker på det mørke net
Den 34-årige bagmand og hans 35-årige hjælper blev anholdt i Sverige og efterfølgende udleveret til Danmark.
”Dommen viser, at brugen af agenter kan være en helt nødvendigt efterforskningsmetode for politiet, når man taler sager af denne karakter, og at man som kriminel ikke kan vide sig sikker, selvom man forsøger at handle anonymt via dark web, ” siger Sine Cully.
Den 34-årige kvinde og den 38-årige mand ankede dommen. De tre andre udbad sig betænkningstid i forhold til at anke.