Site icon 24NYT

Fem mænd varetægtsfængslede for handel med større mængder narkotika i Danmark

Foto:Politiet

Efter længere tids efterforskning af et netværk, der har indsmuglet og distribueret hård narkotika, har politiets regionale efterforskningsfællesskab, Særlig Efterforskning Øst, i går foretaget anholdelse af fem mænd i alderen 22 til 25 år i det storkøbenhavnske område. Derudover blev der foretaget anholdelse af en 38-årig mand i Sverige med assistance fra de svenske myndigheder.

Fem af de seks sigtede er i dag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup. Den 38-årige mand er sigtet og varetægtsfængslet in absentia og anholdt i Sverige, hvilket betyder, at dansk politi afventer, at han bliver udleveret til Danmark med henblik på inddragelse i sagen og fremstilling i grundlovsforhør.

Fire af personerne er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191 ved at have medvirket til salg af 1,5 kg kokain. De to andre personer er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191 ved at have medvirket til salg af 5 kg kokain. De fem fremstillede personer har alle nægtet sig skyldige i sigtelserne.

Retten i Glostrup har i dag bestemt, at fem af de sigtede foreløbig skal være varetægtsfængslet i fire uger frem til den 22. februar 2018.

Retsmødet blev af hensyn til politiets fortsatte efterforskning af sagen afholdt for lukkede døre, ligesom retten nedlagde navneforbud for alle de fem sigtede.

– Med varetægtsfængslingerne i dag har retten tilkendegivet, at man er enig med anklagemyndigheden i, at der er begrundet mistanke om, at der er begået organiseret narkokriminalitet”, siger anklagerfuldmægtig Anders Andreasen fra SEØ.

Exit mobile version