Fem udlændinge taget på fersk gerning

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker i øjeblikket to større tyverier fra lastbiltrailere, hvor fem østeuropæiske gerningsmænd er anholdt på fersk gerning og varetægtsfængslet.

Den første hændelse fandt sted den 14. november, hvor to 38-årige mænd fra henholdsvis Polen og Litauen blev anholdt i Padborg, efter at de havde stjålet en lastbiltrailer med frossen fisk til en værdi af minimum en million kroner. Gerningsmændene skulle til at omlæsse godset til en anden trailer, da anholdelsen fandt sted.

Den anden hændelse fandt sted den 28. november i et industriområde i Fredericia, hvor tre litauiske mænd på 21, 47 og 54 år blev anholdt, efter at de havde stjålet en lastvognstrailer med cirka 15.000 flasker italiensk vin.

De tre gerningsmænd skulle til at omlæsse de 31 paller med rødvin og to paller med hvidvin fra den stjålne trailer til en litauisk trailer, da de blev anholdt af betjente fra UKA Vest i samarbejde med betjente fra Sydøstjyllands Politi.

Værdien af kosterne ved det seneste tyveri er gjort op til cirka 350.000 kroner.

UKA Vest efterforsker sagen fra Fredericia, da der er tale om omrejsende kriminelle udlændinge, der er rejst ind i Danmark via den dansk-tyske landegrænse.
Af samme årsag fandt grundlovsforhøret også sted ved Retten i Sønderborg.

Samtlige fem anholdte nægter sig skyldige i tyveri.

Da begge hændelser fortsat bliver efterforsket, kan Syd- og Sønderjyllands Politi i øjeblikket ikke oplyse yderligere til pressen.

LÆS OGSÅ:  Foto: Stjal for over 1 mio. kr. 21-årig efterlyst

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)