Arbejdsulykke – Hallas Alle, Kalundborg
Kl. 09.44 i går rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en medicinalvirksomhed, idet nogle medarbejdere var kommet til skade. Det viste sig, at to mænd på 26 og 37 år havde været i færd med at adskille et rør, hvor der mod forventning var tryk i. Det medførte, at vand indeholdende salpetersyre sprøjtede ud i ansigtet på dem. De blev derfor begge bragt til skadestuen til kontrol, men var tilsyneladende sluppet uden alvorlige skader. Arbejdstilsynet blev tilkaldt, så de i samarbejde med politiet kunne undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken for at kunne afgøre, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.