Debatindlæg af Villi John Petersen.
Der har i mere end et år ikke været den mindste tvivl om, at Mette Frederiksen og flere af hendes ministre i koordinationsudvalget bevidst har begået grundlovsbrud. De vidste, at der ikke var lovhjemmel til at udbetale erstatning. Det kræver grundloven imidlertid ved ekspropriation af ejendom. Alligevel hælder en stor del af folketingsmedlemmerne hyklerisk vand ud af ørerne ved at henvise til Granskningskommissionen, som egentlig kun er en syltekrukke, fordi intet vidne udtaler sig under vidneansvar. ”Lov er lov, og lov skal holdes”, sagde de efter Inger Støjberg-dommen. Men man skal enten være usædvanligt magtbegærlig eller ligeglad med landets retstilstand, når man sylter denne oplagte sag, og ovenikøbet åbner for muligheden af, at Mette Frederiksen m.fl. måske ikke stilles for Rigsretten, fordi de ikke vidste, at der ikke var lovhjemmel. Det var – siger Frederiksen – Mogens Jensens opgave, som han forsømte, og derfor blev han ofret. Men findes der en uvidenhedsparagraf i Ministeransvarlighedsloven? I alle tilfælde indrømmer Frederiksen, at hun d. 8. nov. vidste, at der ikke var lovhjemmel, alligevel fortsat nedslagtningen, naturligvis med hendes viden.
Jeg har gennemgået bl.a. Jyllands-Postens arkiv for de dage i november 2020, og det viser sig – mener jeg – at der hverken var noget, der kunne ligne nødretstilstand eller manglende viden om retstilstanden. Der var kun egenrådighed fra den statsminister, der havde brugt 1 1/2 år på at centralisere al magt i statsministeriet. Her er en liste:
Tirsdag, d.3. nov. 2020 var der møde i regeringens koordinationsudvalg. Her blev det vedtaget at aflive alle mink.
Onsdag, d. 4. nov. befalede statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde alle mink i Danmark aflivet.
Torsdag, d. 5. november slår Statens Serums Institut (SSI) alarm p.gr. a. corona-mutanten Cluster 5. (Hvem står bag?)
Fredag, d. 6. nov. SSI-chefen Kåre Mølbak melder ud, at ”worst case scenariet” med Cluster 5 er, at hele pandemien begynder forfra, fordi Cluster 5 kan ”afvæbne” vaccinerne. Dette bestrider professor i virologi Allan Randrup dog iflg. Jyllands Posten.
Lørdag, d. 7. nov.: Forside på JP: ”Nordjysk coronavariant, cluster 5, er ikke set siden september. Afdelingschef på SSI, Tyra Grove Krause: ”Den er muligvis uddød”. (Hvordan stiller det Kåre Mølbaks udtalelse dagen før?)
Søndag. d. 8. nov.: Overskrift i BT: Der er ikke lovhjemmel til minkaflivningen.
Mandag, d. 9. nov. LA’s leder, Alex Vanopslagh, har et læserbrev i JP, hvor han skriver, at Folketinget ikke er blevet orienteret om forløbet. ”Det hele er udført med et fingerknips af Mette Frederiksen”.
Tirsdag, d. 10. nov. JP’s forside: Masseaflivningen er uden lovgrundlag. Regeringen får ikke Folketinget til at gennemføre en hastelovgivning.
Onsdag, d. 11. nov.: SSI fremlægger rapport med de hemmeligholdte data, som ligger bag nedlukningen af Nordjylland og minkaflivningen. ”Overraskende tynd og meget tvivlsom”, kommenterer fremtrædende professorer i ind- og udland. Prof. Allan Randrup: ”I min optik er det et alt for tyndt grundlag til at lukke hele Nordjylland ned, og slå alle mink ihjel”. Statsministeren forklarer på et pressemøde, at hun blev orienteret om den manglende lovhjemmel søndag d. 8. nov.
Torsdag: d. 12. nov.: JP: Regeringstoppen med Mette Frederiksen i spidsen vidste (allerede 3. nov.), at der ikke var lovhjemmel til at udbetale erstatning for de aflivede mink. Det medfører iflg. Grundloven, at der heller ikke er lovhjemmel til at aflive minkene (ekspropriere). Ifølge flere jurister – bl.a. professor Frederik Waage – er det basisviden for 1. års jurastuderende. (Statsministeriets departementschef er cand.jur. og tidlige departementschef i justitsministeriet, da Mette Frederiksen var justitsminister.)
Fredag, d. 13. nov.: WHO: Ingen panik over mutering som den i Danmark.