Fire kræftdødsfald for hver reddet coronapatient

S-regeringens coronahåndtering vil få alvorlige konsekvenser for folkesundheden, fordi tusindvis af patienter har fået udskudt deres behandlinger eller helt har holdt sig væk fra sundhedsvæsenet.

De seneste måneder har tusindvis af kvinder i Region Hovedstaden ventet på svar efter at være blevet undersøgt for brystkræft, oplyser Kræftens Bekæmpelse. Nogle har ventet i op til to måneder, og det kan have betydning for de ramtes chance for at overleve.

Regioner opererer med såkaldte servicemål. Målet er, at 95 pct. af de indkaldte kvinder skal have svar inden for 14 kalenderdage.

I 2019 opfyldte regionen servicemålet i 87 pct. af tilfældene, og frem til november 2020 lå den på 70 pct. I december 2020 havde kun en halv procent af kvinderne fået svar inden for fristen.

For de kvinder, hvor der er mistanke om kræft, er det afgørende, at de hurtigt indkaldes til en ny undersøgelse. I de tilfælde, hvor man finder kræft, kan ventetiden have alvorlige konsekvenser.

S-regeringens coronabekæmpelse har haft alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser for flere patientgrupper.

Mange syge danskere har følt sig så overset i sundhedsvæsenet under coronakrisen, at de har bedt Patienterstatningen om hjælp. Fagfolk vurderer, at coronakrisen vil trække en årelang hale af triste patienthistorier efter sig. Historier, som ikke handler om covid-19, men om oversete kræfttilfælde, infektioner og blodpropper.

S-regeringen hævder, at det var ”fornuftigt og rettidig omhu” at omstille sundhedsvæsenet for at håndtere coronaepidemien på bekostning af patienter med akutte og livstruende sygdomme, f.eks. kræft- og hjertepatienter. Men hvis man forsøger at redde så mange coronapatienter som muligt, dømmer man andre patientgrupper til døden.

Ifølge eksperter har regeringen ofret fire kræftpatienter for hver reddet coronapatient.

Selv om S-regeringens coronahåndtering har kostet mange unødvendige liv, bakker et stort flertal af danskerne op om regeringens coronaindsats og giver topkarakterer til myndigheder og politikere for deres håndtering af krisen.

André Rossmann