Fire mænd dømt for drabsforsøg på ung mand

Fire mænd blev i dag idømt straffe på 14 eller 16 års fængsel for drabsforsøg ved at have afgivet skud mod en ung mand på Karlemosevej i Køge i januar 2020.

Retten fandt strafforhøjelsesgrundene efter den såkaldte bandebestemmelse i straffeloven opfyldt, og alle blev også idømt opholdsforbud i 8 år i Køge by, når de bliver løsladt. Den ene af de dømte blev endvidere udvist for bestandigt af Danmark. Alle fire dømte har anket dommen.

Fire mænd på nu 20, 21 og 22 og 28 år blev alle i dag i en nævningesag ved Retten i Roskilde fundet skyldige i at have afgivet flere skud med to skydevåben og herunder forsøgt at dræbe en nu 19-årig mand den 21. januar 2020 på Karlemosevej i Køge.

De tre af mændene blev straffet med fængsel i 14 år, mens den 21-årige blev straffet med fængsel i 16 år på grund af en tidligere dom for forsøg på manddrab og en reststraf i forbindelse med en prøveløsladelse i oktober 2019.

Alle fire blev endvidere idømt et opholdsforbud i Køge by i otte år fra løsladelsestidspunktet, og den 22-årige blev endvidere udvist af Danmark for bestandigt.

Retten fandt grundlag for at anvende den strafskærpelse, som er anført i straffelovens § 81a, idet retten fandt, at de dømtes handlinger var egnet til at fremkalde en konflikt.

– Dommen i denne nævningesag afspejler meget klart grovheden i de dømtes adfærd, som samfundet har slået hårdt ned på, idet skyderi i det offentlige rum er helt uacceptabelt, udtaler senioranklager Janne Holstein Pehrson fra anklagemyndigheden hos Midt- og Vestsjællands Politi.

LÆS OGSÅ:  Efter drabsforsøg på Paludan: Nu er endnu en person anholdt

De tre dømte på 20, 21 og 22 år har alle anket dommen til frifindelse, mens den 28-årige, hos hvem de anvendte skydevåben blev fundet, har anket dommen til frifindelse for så vidt angår domfældelsen for forsøg på manddrab.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)