NATO vil gerne have, at flådestationen i Korsør skal kunne modtage de allieredes flådeskibe. Historien om flådestationen i Korsør er imidlertid den samme som så mange andre steder i Forsvaret. Årtiers undladelsessynder har nu medført, at en af Danmarks vigtigste flådestationer er ved at falde fra hinanden, skriver Berlingske.
”I Korsør er kloakker og vandledninger under flådestationen så tærede og gamle, at mange af dem bør graves op og udskiftes – et enormt arbejde i sig selv. Der har ikke været penge de sidste mange år, og så har man bare sparet og sparet og sparet. Det er jo ikke kun sket på Hærens kaserner. Det er hele vejen rundt.
Vedligeholdelsesmanglerne har primært praktisk betydning, når NATO-partneres større fartøjer lægger vejen forbi. Korsør Flådestation er central for Forsvaret og for Danmarks allierede i NATO. Det er derfor vigtigt, at der er de nødvendige og tidssvarende faciliteter på flådestationen.
De budgetter, Forsvaret har i dag, er ikke nok til at indhente det samlede efterslæb på flådestationen i Korsør. Det bliver rigtig dyrt. Så dyrt, at det ikke kan indeholdes i det nuværende budget eller de samlede 1,9 milliarder kroner, som folketingspolitikerne har afsat over ti år i planen for genopretning af Forsvarets fundament”.