Flere anholdt efter ransagning

HASLEV:

Onsdag morgen klokken 8.30 foretog politiet ransagning på i alt fire adresser i Haslev med et større antal betjente og efterforskere samt med hunde. Ransagningerne er foretaget som følge af et groft overfald, der fandt sted i sidste uge i Haslev-området.

I løbet af morgenen og formiddagen er der anholdt 10 personer, der alle har været til afhøring. Seks af dem er løsladt igen, mens fire i alderen fra 22-28 år, som alle er kendt af politiet i forvejen, er sigtet for drabsforsøg og grov vold. De fire bliver fremstillet i grundlovsforhør torsdag klokken 8.30.

– Det hele er forløbet stille og roligt. De personer, der var til stede på adresserne, har vi afhørt og enten løsladt igen eller sigtet. Nu arbejder vi videre og ser, hvad det hele fører til, men jeg er meget tilfreds med resultatet af dagens aktion. Overfaldet i sidste uge var meget groft, så det var vigtigt for os at slå ned hurtigt og kontant, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har indtil videre ikke yderligere kommentarer i sagen.

Del gerne artiklen på Facebook:

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb