Site icon 24NYT

Flere anmelder digitale sexkrænkelser

pige offer teen

Arkivbillede.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplever i øjeblikket en stigning i antallet af sager om digitale sexkrænkelser og opfordrer til, at skolerne tager emnet op, og at foreninger, fritidsklubber m.m. tager stilling til behovet for en politik på området.

Det seneste år havde en 17-årig pige fra Sønderjylland befundet sig i en ond cirkel.
En person, hun ikke kendte, havde fået adgang til hendes intime billeder, der var gemt i skyen. Og hun blev nu afpresset til at sende flere fotos samt videooptagelser af sig selv. Ellers ville de første billeder blive sendt til klassekammeraterne på hendes uddannelsessted og alle de andre, hun kendte på sociale medier.
Pigen blev mere og mere ked af det og indelukket. Og først efter mange måneder betroede hun sig til en veninde. Det førte til, at sagen blev meldt til Syd- og Sønderjyllands Politi, der efterforsker hændelsen.

Politikredsen oplever i øjeblikket en stigning i antallet af sager om digitale sexkrænkelser, hvoraf de forurettede ofte er piger og yngre kvinder.

Adfærdsændring

Denne udvikling får vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsesenhed til at opfordre til, at både forældre, myndigheder, uddannelsessteder og foreninger m.m. påtager sig et ansvar for at vende udviklingen.

– Politi og anklagemyndighed kan ikke løse denne opgave alene. Vi kan forebygge. Og vi kan efterforske, sigte og tiltale gerningsmændene og få dem dømt. Men skal vi reelt dette problem til livs, kræver det en adfærdsændring. Alle skal være klar over, at det på ingen måde er okay at begå digitale sexkrænkelser, understreger Chr. Østergård.

Kådhed og ond tro

Han peger på, at politiet typisk modtager to typer anmeldelser.

Dels kan der være tale om, at nogen handler i ond tro.
For eksempel at en forsmået ekskæreste sender intime billeder videre til andre via sociale medier, eller at ukendte gerningsmænd har fået adgang til billederne, og pigen derefter bliver afpresset til at udlevere flere.

Dels kan der være tale om, at nogen i kådhed sender intime billeder, de har modtaget, videre til andre, uden at være klar over, at det er ulovligt, ligesom de heller ikke er klar over, at delingen krænker pigen på billederne.

Tag stilling

Vicepolitiinspektøren opfordrer til, at skolerne tager emnet op i de ældste klasser, og at foreninger, fritidsklubber m.m. tager stilling til behovet for en politik på området.

– Som rollemodeller har vi et stort ansvar for at præge børns og unges værdier, hvad enten vi er forældre, lærere, fritidsledere m.m. Vi kan ikke ændre på, at sociale medier fylder meget i børns og unges hverdag. Men vi kan påvirke dem til at reflektere over, hvad de gør, og hvad deling af stærkt personlige oplysninger på sociale medier betyder for dem, det går ud over, pointerer Chr. Østergård.

Han nævner som eksempel, at en idrætsforening eller en ungdomsklub kan indføre enkle husregler for brug af mobilkameraer.

Gode råd:

  • Send eller del aldrig krænkende billeder
  • Slet krænkende billeder
  • Stop spredning
  • Sig fra!
  • Søg rådgivning

Læs flere gode råd på Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside

Exit mobile version