Det Jødiske Samfunds afdeling for Kortlægning og Videndeling af Antisemitiske Hændelser (AKVAH) har i 2017 registreret 30 antisemitiske hændelser i Danmark fordelt på følgende kategorier: 1) Overfaldssituationer og fysisk chikane, 2) trusler, 3) antisemitiske ytringer og 4) anden chikane. Hændelserne fordeler sig på to tilfælde af overfaldssituationer og fysisk chikane, tre tilfælde af trusler, 24 tilfælde af antisemitiske ytringer og et tilfælde af anden chikane. De 30 registrerede antisemitiske hændelser i 2017 er otte hændelser flere end antallet af registrerede hændelser i 2016, der var på 22.
Det er svært at fastslå entydigt, hvad der har forårsaget dette skifte, men efter terrorangrebet i februar 2015 i København, der bl.a. var rettet mod Det Jødiske Samfund, er der i hvert fald registreret færre hændelser på årsbasis, end tilfældet var i tiden før denne skæringsdato. Det er derfor muligt, at netop terrorangrebet, den samfundsmæssige afstandtagen hertil samt den øgede sikkerhed omkring de jødiske institutioner har været medvirkende til det nævnte skifte. Dertil kan man overveje, om danske jøder som følge af terrortruslen har gjort sig – om muligt – mindre synlige i det offentlige rum. Læs mere her.