Site icon 24NYT

Flere børn slår tænderne på trampolinen

Når børnene hopper på trampolinen, går det ikke altid stille for sig. Hos Alm. Brand oplever man en stigning i trampolinskader, og halvdelen udgør tandskader.

Trampolinen kommer på overarbejde i sommerferien, og det gælder om at passe på, når børnene går i gang med en af deres favorit udendørsaktiviteter. Hos Alm. Brand oplever man, at flere børn kommer til skade under den hoppende leg.

”Trampolinen er en enorm populær udendørsaktivitet for børn og unge i det gode vejr, men den er ikke helt ufarlig. Vi har desværre set en stigning i trampolinskader i sommerferien,” siger Brian Wahl Olsen, direktør for skadepartnerskaber og forebyggelse i Alm. Brand.

I mange tilfælde må barnet forbi tandlægen. Hver anden skade på trampolinen sker nemlig på tænderne.

”Børn er særligt udsatte for tandskader, hvis de hopper sammen med andre på trampolinen. Især hvis der er forskel på højde og vægt på dem, der hopper sammen. Det bedste råd til at undgå skader er at hoppe alene. For er man flere, der hopper sammen, kan man lettere støde sammen og komme til skade,” siger Brian Wahl Olsen.

Meld tandskaden
En tandskade behøver heldigvis ikke at medføre varige mén eller synlige skader på børnenes tænder. Har barnet stadig mælketænder og får en tandskade, er det sjældent, at det forårsager skader på de blivende tænder. Det kan dog ske, at uheldet først viser sig at have gjort skade på de blivende tænder flere år senere.

”Er barnet kommet til skade med sine tænder, er det en god idé at melde det til barnets ulykkesforsikring. Det gælder både tandskader på mælketænder og blivende tænder. Spørg gerne til tandlægens vurdering, og er du i tvivl, så anmeld skaden for en sikkerheds skyld,” siger Brian Wahl Olsen.

Den offentlige tandpleje dækker skader på børns tænder, indtil de er fyldt 18 år, men viser skaden sig først efter barnet er fyldt 18 år, kan barnet få betalt udbedringen af skaden via sin børneulykkeforsikring.

Heldigvis er det langt fra alle tandskader, der er lige alvorlige. Men hvis tanden sidder løst eller er blevet slået ud, skal man kontakte tandlægen straks. Er der slået et stykke af tanden, eller er hele tanden slået ud, kan man opbevare tanden i et glas mælk, så tanden bevares fugtig.

Exit mobile version