Site icon 24NYT

Flere danskere vil holde vinterferie i danske sommerhuse

Danske sommerhuse kommer i år til at være rammen om markant flere danskeres vinterferie end normalt.

Således har danskere allerede rundt regnet forud-booket 7.000 hus-uger i danske feriehuse i februar 2021, hvilket er 102 pct. mere, end hvad der var booket på samme tidspunkt sidste år for den kommende februar.

Hus-uger er et mål for, hvor mange hele uger på syv dage et sommerhus har været udlejet til en gæst.

”Aldrig er antallet af danske forud-bookinger steget så voldsomt som i år,” forklarer specialkonsulent i Danmarks Statistik Paul Lubson.

”De nuværende rejsevejledninger fraråder danskere at rejse ud i verden, og det er nok den effekt, vi kan se i statistikken over forud-bookinger af danske sommerhuse.”

Danskeres forud-bookinger af feriehuse i den kommende februar måned

Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/FERIEH2

Anm: Forud-bookingerne i kommende februar måned måles i alle årene pr. december måned og viser altså, hvor mange der i december måned det givne år, havde forud-booket et sommerhus i den kommende februar måned.

Stigende trend inden Covid-19

Antallet af danskere, som valgte at bruge vinterferien i et dansk sommerhus, var dog også stigende allerede inden Covid-19.

I 2016 blev der i alt udlejet 7.388 hus-uger til danskere i februar måned, et tal som var steget til 9.760 i februar 2020. Dette svarer til en stigning på 32 pct.

”Covid-19 har altså pustet til en trend, som allerede var i opadgående retning,” forklarer specialkonsulent Paul Lubson.

Udlejede hus-uger købt af danskere i februar måned

Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/ferieh1

Fakta: Danskere holder ferie i danske sommerhuse

  • Selvom flere danskere holder sommerhus-ferie i februar, så er sommermånederne stadig de klart mest populære.
  • Således svarer de i februar 2020 danske udlejede hus-uger til 4 pct. af alle årets udlejede hus-uger til danskere.
  • Juli er den mest populære sommerhusmåned for danskerne og står alene for 30 pct. af alle årets udlejede hus-uger til danskere.
  • Herefter følger august med 12 pct. af de samlede hus-uger.
  • Kilder: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/ferieh1
Exit mobile version