Flere penge er ikke lig med øget velfærd

I Berlingske den 15. sept. afviser Anders Krab-Johansen (AKJ) Ældre Sagens påstand om, at der er skåret ned i velfærden. AKJ kan med henvisning til Finansministeriet beregninger dokumentere, at der i perioden 2000-2017 hvert år er brugt 8 mia. kr. ekstra på den samme velfærd. ”Når Danmarks velstand vokser, stiger den skattefinansierede velfærd”, siger AKJ.

AKJ definerer offentlige udgifter som velfærd – og det er rigtig smart. For når det drejer sig om velfærdsområder som sygehuse, folkeskoler mv. viser undersøgelse efter undersøgelse i både Danmark og andre dele af den rige verden, at øgede udgifter ikke fører til øget kvalitet.

Offentlige udgifter er ikke velfærd, og ekstra midler til den offentlige sektor gør ikke dens ydelser bedre. Men i Danmark som i resten af Europa bruges ekstra offentlige udgifter til at købe flere stemmer.

At have velfærd betyder, at man har det godt, og som politisk begreb burde man bruge ordet, når man gør borgernes livskvalitet bedre.

Lad os sætte tingene i rette perspektiv. Offentlige udgifter er input, velfærd er output. Ekstra bevillinger gør ikke pr. automatik borgernes livskvalitet bedre.

AKJ forplumrer naturligvis billedet og diskussionen ved at sidestille offentlige udgifter med velfærd. Det er smart.

Danmark er ramt er såkaldt Baumols syge, som betyder, at eftersom velfærdsydelserne bliver stadig dyrere, skal der hver år sendes flere penge for at det offentlige blot kan levere det samme. Selv om der således allokeres ekstra 8 mia. kr. til den offentlige sektor hvert år, falder velfærdens kvalitet og dermed borgernes livskvalitet konstant.

Den 13. sept. kunne man i Berlingske læse følgende: ”Ældre, skrøbelige patienter ligger stadig på gangene, i skyllerum og på propfyldte stuer. Sådan som de gjorde for fem og ti år siden, og sådan som de også gjorde op til Folketingsvalget i 2015, hvor der ellers blev afgivet håndfaste politiske løfter om at reducere problemet. Alligevel bliver problemet med overbelægning på de medicinske afdelinger ved med at vokse og vokse”.

Altså – selv om der er allokeret 8 mia. kr. ekstra hvert år, bliver overbelægningen ved med at vokse og vokse. Med andre ord er velfærdens kvalitet på sundhedsområdet faldet på trods af de ekstra milliarder, der igennem årene er allokeret til det offentlige.

Det er et politisk mesterstykke, at det er lykkedes for politikerne at overbevise danskerne om, at velfærd er det samme som offentlige udgifter. Det har dog ikke været svært, for den gennemsnitlige vælger herhjemme er uvidende og har en naiv tro på, at politikerne og regeringen er beskyttere af almenvellet.