Flere ramt – politiet efterlyser fire udenlandske personer efter vanvidskørsel

Flere mennesker må have fået sig en gevaldig forskrækkelse i går. kl. 16.50 på Paludan-Müllers Vej i krydset ved Hasle Ringvej i Aarhus V.  kom en ukendt bilist farende. Her påkørte han først en 30-årig kvindelig bilist og derefter en 50-årig kvindelig bilist.

Den 30-årige forklarede, at hun holdt stille i krydset, da der pludselig kom en sort bil bagfra i høj fart. Vedkommende i bilen råbte ud af vinduet, at de øvrige biler skulle flytte sig, men det nåede den 30-årige ikke, før hun blev påkørt i siden. Bilen pådrog sig mindre skader, og den 30-årige kom ikke noget til.

Den sorte bil fortsatte over krydset og kørte ad Hasle Ringvej i sydgående retning. Kort tid efter blev en 50-årig kvindelig bilist ligeledes påkørt i siden, sandsynligvis af samme flugtbilist. Bilen beskrives som sort, muligvis en Nissan, med knuste ruder med plastik på.

I bilen sad fire personer med udenlandsk udseende.

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner på 114, som kan have oplysninger om flugtbilisten.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)