Søndag den 1. november begynder COP 26 i Glasgow med deltagelse af næsten samtlige klodens lande. En del af deltagerne er dog rekrutteret fra reservebænkene, da nogle af de store stjerner midt i den globale opvarmning alligevel har fået kolde fødder og er blevet hjemme i den lune stue. For det første har hverken Putin eller Xi Jinping lyst til at stille til prygl for deres udledning af klimagasser, og for det andet har de nok fået pålidelige oplysninger om, at de globale temperaturer ikke stiger så meget, som FN’s klimapanel (IPCC) gerne vil have det. Faktisk er de gennemsnitlige temperaturer i USA ikke steget de seneste 90 år. Det er nok derfor, at klimaevangelisterne ikke mere taler om kampen mod den globale opvarmning, men om klimakampen.
I IPCC-rapporten SR15 fra 2018 konkluderes det, at hele opvarmningen siden slutningen af Den Lille Istid (1300-1850) og indtil i dag skyldes menneskeskabt udledning af CO2 gennem afbrænding af fossile brændstoffer. Det er imidlertid videnskabeligt veldokumenteret, at solens varierende aktivitet, kosmisk stråling og skydannelsen har afgørende indvirkning på jordens klima, men sådan spiller klaveret hos IPCC ikke. CO2 er skurken. Intet andet. Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at solen veksler mellem høj aktivitet (mange solpletter) og lav aktivitet (få solpletter), hvilket historisk har styret dramatiske klimavariationer på kloden.
Middelaldervarmen med rige høstudbytter var en opgangstid for folkeslagene, men omkring år 1300 indtræffer den Lille Istid med korte, kølige somre og lange, iskolde vintre med følgesvendene sult, sygdom og tidlig død. Kuldeperioden kulminerede omkring 1650, hvor solpletterne helt forsvandt og solen gik i en dvaletilstand. Solen kan skrue op og ned for jordens skydække og dermed bestemme, hvor meget energi, der skal trænge igennem til jordens overflade, som påvist af DTU-fysikeren Henrik Svensmark. Hvis sol, kosmisk stråling og skydækket spiller en afgørende klimatisk rolle, kan CO2 udledningen jo ikke gøre det samme. Til trods for, at de videnskabelige beviser om solens afgørende indflydelse hober sig op, er solen dømt ude af IPCC, som nu udelukkende prædiker CO2 -evangeliet, der sluges råt af politikere, medier, erhvervsliv og af klodens letpåvirkelige ungdom: ” There is no Planet B!”
For nyligt er der publiceret tre videnskabelige studier, der uafhængigt af hinanden påviser, at temperaturstigningen mellem 2001 og 2019 skyldes øget absorption af solstrålingen og ikke udledning af klimagasser. Det drejer sig om (Loeb et al, 2021), (Dübal og Vahrenholt,2021) og om (Ollila, 2021). Stadig flere af de tunge drenge inden for klimaforskningen vælger at hoppe af IPCC’s gøglervogn. Senest udtaler professor Richard Lindzen (MIT), at klimaet er et regionalt og ikke et globalt fænomen og, at ”når temperaturen stiger ét sted, falder den et andet”. Han mener, at klima- alarmen bygger på manipulerede statistikker, og at myten om, at 97 procent af forskere er enige om, at CO2 er skurken, er ren svindel.
Kendsgerningerne banker stadig mere højlydt på IPCC’s lukkede port, som på et tidspunkt må give efter for realiteternes tryk. Hvad gør IPCC-forskerne så? Deres fremtid ligger nok på Planet B.