Rekordmange kom godt på plads i 2021, børnefamilier og ’lyst-flytterne’ i 50’erne skruer ned for flyttelysten, mens de unge flytter fortsat for fuld skrue.
Efter 950.000 flytninger i 2021 og ny flytterekord i Danmark ser det ud til, at danskerne er mere tilbageholdende med at flette flyttekasser i 2022, viser et nyt flyttebarometer.
Home har sammen med YouGov spurgt danskerne om deres flytteplaner, og svarerne viser at:
- 17,2 % af danskerne siger ’ja’, at de har flytning på radaren i 2022*.
- I 2021 var det 19,3 % af danskerne.
- 77,1 % af danskerne har ingen flytteplaner.
- Det er signifikant flere end de 73,7 % i 2021, konkluderer YouGov.
- 5,7 % svarer ’ved ikke’.
At der er færre med planer om at flytte, kan især ses i to aldersgrupper, viser den repræsentative undersøgelse blandt 2008 danskere over 18 år:
– Det er hos folk i 30’erne, typisk småbørnsfamilier, og hos folk i 50’erne, hvor mange enten har store børn eller ’reden tom’, siger Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home.
Børnefamiler og midaldrende holder igen
Flytteplanerne er dykket fra 14 % til 8 % i gruppen mellem 50-59 år, det er ifølge YouGov signifikant, mens den er gået tilbage fra 30 % til 25 % blandt de 30-39-årige.
– De midaldrende flytter oftest af lyst, og de scorer højest i ’lyst til forandring’.
Børnefamilierne har ønsket om ’mere plads’ som højest, når de flytter, siger Homes analytiker:
– Faldet i flytteplanerne kan på den ene side skyldes, at mange allerede har opfyldt deres boligønsker og -behov under corona, på den anden side er det blevet sværere at være familie og førstegangskøber, fordi boligerne er blevet dyrere og renten er steget. Det er også blevet sværere at finde den helt rette bolig, fordi udvalget til salg er i bund mange steder, og det er selvfølgelig en stopklods for en ’lystflytter’, siger Michael Dalsager.
Blandt 60+’erne er der også en tendens til, at færre har planer om at flytte, fra 7 % af seniorerne i 2021 til 6 % i år.
– Vi ved, at det kan være svært for mange i aldersgruppen at finde noget, der fungerer for dem som alternativ til den ofte for store villa, siger Michael Dalsager.
Unge flytter mest og som de plejer
Omvendt er flyttelysten stor og intakt hos de 18-29-årige. 40 % siger, at den står på flytning, det samme som sidste år.
– De unge er de mest flyttende overhovedet – og de flytter typisk flere gange i studieårene, efter de er flyttet hjemmefra. Mange skifter fra værelse til lejlighed, fra fremleje til fast lejemål, finder nye roomies, får job og rykker sammen med kæresten osv. Rigtig mange bor til leje – og det gør alt i alt de unges flyttestrømme ret konstante, forklarer han.
*Note: ”Ja til flytning” dækker samlet tal for svarene ’allerede flyttet’, ’flyttedatoen kendt’ og ’ved ikke hvornår endnu’.
Kilde: Flyttebarometer, YouGov for ejendomsmæglerkæden Home, repræsentativ undersøgelse blandt 2008 danskere over 18 år, gennemført 10.-16. februar 2022