FN – DE FORENEDE DIKTATURER

I FN’s yngre dage gjorde organisationen en solid indsats i det fredsbevarende arbejde. De danske FN-soldater, de blå baretter, opnåede gode resultater i Gaza og på Cypern, hvor de med en blanding af militær magt og diplomati lykkedes at holde de stridende parter fra nye krigshandlinger og terroranslag. I dag er FN politisk og organisatorisk en ruin, hvis mål ikke er at skabe resultater, men konsensus. Kompromiset for kompromisets skyld. Det kan jo heller ikke være andet, når flertallet af medlemsstaterne er totalitære nationer. Diktaturer, formynderstater, slyngelstater, halve demokratier og kleptokratier. Der er 193 medlemsstater i FN, men ifølge Freedom House er kun 81 frie demokratier. Det er ikke nok til at skabe et flertal i FN, som nu er domineret af islamiske stater og af Kina, der under Covid pandemien manipulerede WHO til lydigt at danse til den kinesiske musik. FN’s demokratiske deroute resulterer i en lavine af Israel-fjendtlige resolutioner og i slyngelstaternes dominans i FN’s Menneskerettighedsråd, der ellers er sat på jorden for at forsvare FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne. Saudi-Arabien og andre islamiske diktaturer har i en årrække siddet i dominerende positioner i Rådet, hvad der ikke har været gode nyheder for menneskerettighederne.

Helt i tråd med dette sammenbrud for FN’s holdninger til frihed og folkestyre vedtog FN’s Generalforsamling den 15. marts enstemmigt en resolution, der skal gøre denne dag til FN’s internationale kampdag mod islamofobi. Frankrig stemte som alle andre for forslaget, men nævnte, at international lov ikke definerer ’islamofobi’ og, at man hellere så en international dag, der bekæmper alle former for diskrimination. Den indiske delegerede støttede Frankrig og fremhævede, at der mange steder er udbredt undertrykkelse af jøder, kristne, hinduer og buddhister, hvilket burde være med i resolutionen. Forgæves for Pakistans forslag om den 15.marts som FN’s kampdag mod islamofobi var et produkt af OIC, islams magtfulde samarbejdsorganisation, der er arkitekten bag utallige anslag mod frihed og demokrati overalt på kloden. OIC har styr på tropperne, og FN er nu et flertalstyranni med OIC som den dominerende kraft.

For islam er det en afgørende fordel, at ’islamofobi’ ikke er et veldefineret begreb. Islamofobi er derfor alt, hvad der krænker en muslim. Og det er jo ikke så lidt. Islam består af tre komponenter: en personkult, et samfundssystem og en tro. Enhver oplevet krænkelse af en af disse komponenter er nu islamofobi. Kritiserer man den fanatiske personkult omkring islams profet, Muhammed eller det totalitære islamiske samfundssystem, er man islamofob, fordi den forurettede muslim vil altid påstå, at man har krænket hans tro. De vestlige demokratier er naive, uvidende om islams sande natur og falder derfor med usvigelig sikkerhed i OIC’s fælder gang på gang.

I de sidste tyve år har vi i gennemsnit hvert år oplevet omkring 2000 Allahu-akbar attentater, hvor terrorhandlingen er viet til islams gud. Vi skal årlig regne med 40 000 ofre heraf halvdelen dødsofre. 95 procent af ofrene er muslimer, der dræbes af andre muslimer. Moskéer, markedspladser, skoler og festpladser er der, hvor bomberne springer og hvor shia-muslimer dræber sunni-muslimer og omvendt. Medierne gider knapt nok omtale denne permanente terrorbølge. Man skal om på side 10 i sin daglige avis for at se, at nu har 70 mennesker mistet livet på et hotel eller i en Moské i Langtbortistan. Det skal vi ikke kritisere, for så er vi islamofober. Det er vi også, hvis vi besværer os over, at der i Allahs navn springer dræbende bomber i et spansk morgentog, et parisisk diskotek eller på et tysk julemarked. Med samtlige stemmer har FN vedtaget, at enhver kritik af islam er islamofobisk, det vil sige racistisk. Hvis man kritiserer, at mennesker stadig bliver korsfæstet i Saudi-Arabien eller at hinduer bliver overhældt med saltsyre i Pakistan, er man racist. Resolutionen i FN blev vedtaget også med Danmarks stemme. Nu ved vi, hvad vi har at rette os efter.