Den 8. oktober sidste år var der stemning og fest hos de ansatte i FN’s flygtningeorganisation UNRWA (United Nations Relief and Works Agency for Palestinian Refugees) i Gaza. 3.000 ansatte skolelærere i UNRWA fejrede under stor munterhed massakren på 1.200 jødiske israelere og opfordrede til henrettelse af de mange gidsler. Det var måske ikke lige den holdning, man ville forvente af en humanitær organisation, men UNWRA er da også noget for sig selv. FN’s almene flygtningeindsats er organiseret i UNHCR, som hjælper flygtninge globalt, mens UNRWA, som blev grundlagt i 1948, arbejder udelukkende for den palæstinensiske flygtningesag. Organisationen beskæftiger 13.000 ansatte, der næsten alle er palæstinensere. UNRWA har et årligt budget på knap 8 milliarder kroner, som hovedsageligt kommer fra donationer med USA, EU og UK som hovedsponsorer, men også med deltagelse af mange andre lande, også Danmark.
Det Geneve-baserede FN-overvågningsinstitut UN Watch kunne for nyligt afsløre, at 12 UNWRA-ansatte havde taget aktivt del i drabene, voldtægterne og torturen den 7. oktober. Denne sensation blev underspillet på danske tv-nyheder, hvor en kommentator (Peter Viggo Jacobsen) sagde, at nok var det en ubehagelig sag, men det drejede sig trods alt kun om 12 ud af 13.000 ansatte. Så værre var det altså heller ikke. Men det blev det alligevel, da Wall Street Journal kort efter oplyste, at mindst 1.200 fuldtidsansatte i UNWRA udelukkende arbejder for Hamas og at 23 procent af alt UNWRA-personale spiller en aktiv rolle i den palæstinensiske terror-bevægelse. Halvdelen af alle UNWRA-ansatte skønnes ifølge Wall Street Journal at have nære slægtninge, der er en del af Hamas.
FN reagerede som sædvanligt med at lyve, bortforklare og vildlede. UNWRA-chefen Philippe Lazzarini erklærede sig for ’chokeret’, men forsikrede, at UNWRA jo ikke skulle fordømmes på grund af ’nogle få rådne æbler’. Sandheden er imidlertid, at UNWRA er en integreret del af det iranske terror-imperium, der har til formål at udslette den israelske stat. De normale flygtningeorganisationer beskæftiger sig hovedsageligt med at skaffe mad, vand og tag over hovedet på de mennesker, der må flygte fra krig og forfølgelse. Det gælder ikke UNWRA, der i stedet driver det palæstinensiske hospitalsvæsen og skolesystem. Alt sammen under ledelse af Hamas. Det israelske militær (IDF) har under invasionen af Gaza påvist, at der ikke fandtes en skole, ikke en klinik, ikke et hospital, hvor man ikke fandt våbenlagre, affyringsramper, militære kommandocentraler og tunnelsystemer, hvilket viser det snævre parløb mellem UNRWA og Hamas. Da Gazas hospitaler og skoler drives af UNRWA for de demokratiske landes regning, kan Hamas bruge sine midler på terroraktioner og militær oprustning under broderlig ledelse fra den iranske revolutionsgarde. En dollar sparet er således en dollar tjent.
De UNWRA-ansatte lærerkræfter i Gazas skoler står for undervisningen, men ikke for udvikling og produktion af undervisningsmaterialet, som Hamas tager sig af. Skolebøgerne er stærkt antisemitiske på alle klassetrin. Små og store elever hjernevaskes dagligt med budskabet om, at jøder er løgnere, svindlere og korrupte og bør fjernes fra Storpalæstina, der rækker ’From the River to the Sea’. Endvidere bliver eleverne indoktrineret med budskabet om, at martyrdøden i kampen mod Israel og jøder er Allah’s bud og en glorværdig afslutning på livet.
Hvis det skulle gå rigtigt til, ville FN’s flygtningeorganisation administrere styringen og fordelingen af den massive nødhjælp, der nu strømmer ind i Gaza. Flere hundrede lastvognstog passerer ind i Gaza hver dag, men det er Hamas og ikke FN, der leder og fordeler arbejdet. UNWRA ser passivt til, at Hamas beholder fødevarer, vand, medicin og medico-instrumenter til sig selv og kun i begrænset omfang tilgodeser civilbefolkningen. Det giver til gengæld gode tv-billeder på CNN at se Gazakvinder føde i en trillebør på gaden. Hamas har opbygget en myte om, at UNWRA er helt uundværlig i nødhjælpsarbejdet, som FN dog ikke har meget med at gøre. Det kunne gennemføres meget mere sikkert, effektivt og retfærdigt, hvis man overlod opgaven til ubelastede organisationer som USAID, UNICEF og World Food Programme.
Freedom House, der overvåger demokratiets globale tilstand, har påvist, at kun et beskedent mindretal af FN’s medlemsstater er helt demokratiske og frie nationer. FN har således udviklet sig til en klub for slyngelstater, diktaturer og totalitære formynderstater, der modarbejder frihed og folkestyre, hvor de kan komme til det. Det går naturligvis ud over Israel, der som det eneste ægte demokrati i Mellemøsten er en smertende torn i øjet på FN’s dominerende kræfter. Således bekræfter Freedom House, at 70 procent af medlemmerne af FN’s Menneskerettighedsråd er totalitære stater, hvis styreform befinder sig milevidt fra FN-erklæringen om Menneskerettigheder. Til gengæld har Rådet en fordømmelse af Israel som fast punkt på mødeprogrammerne. Rådets antijødiske resolutioner hober sig op uden, at denne verdens virkelige skurke så som Nordkorea, Iran eller Rusland på noget tidspunkt er blevet udsat for kritik.
Det lidende palæstinensiske folk har fortjent bedre end at blive tyranniseret af Iran og dets lakajer som Hamas og UNWRA. Når Hamas snart er væk, kommer turen forhåbentlig også til UNWRA. Det er palæstinensernes bedste håb om en fremtid i frihed og sikkerhed.