Det iranske regime har skruet betydeligt op for sine krænkelser af menneskerettigheder. De Forenede Nationer og Den Europæiske Union, som prædiker menneskerettigheder, har fuldstændig vendt det blinde øje til regimets overgreb.
Ifølge en nylig rapport fra Amnesty International, som blev udsendt den 2. september, deltager forskellige grene af Irans regering, herunder retssystemet, ordensmagten og efterretningsvæsenet, i disse overgreb og forbrydelser.
Rapporten fastslog følgende:
“Irans politi, efterretningsvæsen og sikkerhedsstyrker samt fængselsbetjente har, under medvirken fra dommere og anklagere, begået en lang række chokerende brud på menneskerettigheder, herunder vilkårlige fængslinger, tvangsforsvindinger, tortur og anden mishandling af de fængslede.”
Ifølge rapporten inkluderer ofrene børn helt ned til 10 års alderen. Regimet er også systematisk gået efter dem, der tog del i demonstrationer. I sidste uge afsagde det iranske styres højesteret to dødsdomme mod mesteren i brydning, Navid Afkari, foruden 6 1/2 års fængsel og 74 piskeslag, ifølge den persisksprogede nyhedskanal Iran International. Hans to brødre blev også arresteret; Vahid Afkari fik en fængselsdom på 54 år og 74 piskeslag, og Habib Afkari fik 27 år og 74 piskeslag.
Mens EU og FN er tavse, har formanden for Ultimate Fighting Championship (UFC) Dana White og den amerikanske præsident Donald Trump begge bønfaldt de iranske ledere om ikke at henrette mesteren i brydning, Navid Afkari. Præsident Trump tweetede:
“Jeg hører, at Iran har i sinde at henrette en stor og folkekær stjerne i brydning, den 27-årige Navid Afkarai, hvis eneste handling var deltagelse i en anti-regeringsdemonstration i gaderne. De protesterede imod “landets forværrede økonomiske situation og inflation’…
“…Til Irans ledere: Jeg vil stærkt påskønne, at man sparer denne unge mands liv og ikke henretter ham. Tak!”
UFC-formanden Dana White skrev:
“Jeg vil gerne sige, at også jeg, respektfuldt og ydmygt, beder de regeringsansatte i Iran om venligst ikke at henrette denne mand og spare hans liv.”
Det er efter dommernes eller den Islamiske Revolutionære Domstols forgodtbefindende, at mange mennesker bliver arresteret på uklare anklager, så som at “udbrede korruption på jorden” (“moharebeh“), “føre krig imod Gud” eller “bringe landets nationale sikkerhed i fare”. Mangel på rimelig retsførelse, fremtvungne tilståelser og fysisk og psykisk tortur er fremherskende i den proces, hvorigennem dommerne idømmer de indsatte dødsstraf.
Ifølge flere rapporter blev Afkari og hans brødre udsat for tortur for at få dem til at vidne imod hinanden og for at aftvinge dem “tilståelser,” som derefter blev vist i fjernsynet.
“I omkring 50 dage måtte jeg udholde den mest grufulde fysiske og psykiske tortur,” skrev Afkari i et brev.
“De plejede at slå mig med stokke og knipler, idet de gik efter mine arme, ben, underliv og tilbage igen. De anbragte en plastpose over mit hoved og torturerede mig, indtil jeg var tæt på at dø af kvælning. De hældte også alkohol i min næse.”
Desuden har regimet, sandsynligvis for at skabe frygt blandt samfundets mulige regimemodstandere, gennem årtier grebet til tortur og dødsstraf for eksempel for besiddelse af cannabis. Tortur gennemføres både fysisk og psykisk. Ifølge Amnesty International:
“Organisationens efterforskning konstaterede, at ofrene ofte blev iført hætte eller bind for øjnene; de blev slået, sparket og pisket; banket med kæppe, gummivandslanger, knive, knipler og kabler; de blev ophængt eller tvunget til at indtage smertefulde stillinger i længere perioder; nægtet tilstrækkelig føde og drikkevand; anbragt i langvarig isolation, sommetider i uger eller ligefrem måneder; og nægtet lægehjælp og medicin for skader, som de var blevet påført under demonstrationerne eller som følge af tortur.”
Man skulle tro, at EU og FN i det mindste ville fordømme de regerende mullaher i Iran for denne brutalitet. I stedet bliver regimet belønnet. Den 14. august vedtog FN’s Sikkerhedsråd ved afstemning at lade den 13-årige våbenembargo mod det iranske styre udløbe i oktober 2020. Vedtagelsen betyder, at de regerende mullaher i Iran vil få lov til at købe, sælge og eksportere alle de konventionelle våben, de måtte ønske.
EU og FN er også fortalere for at fastholde atomaftalen (JCPOA), som Iran aldrig har underskrevet, og at holde alle sanktioner ophævet, trods gentagne iranske krænkelser. Den 4. september 2020 berettede Det Internationale Atomenergiagentur for eksempel, at Irans lagre af beriget uran var nået op på 2.105 kg (4,640 lbs) — næsten 10 gange den mængde beriget uran, som regimet har tilladelse til at besidde. De regerende mullaher har nu tilstrækkeligt med beriget uran til at raffinere og fremstille en atombombe, såfremt de ønsker det. Godt og vel 1000 kg uran, beriget til 5%, kan yderligere raffineres til at fremstille én atombombe.
Formanden for FN’s Sikkerhedsråd i august, Indonesiens FN-ambassadør Dian Triansyah Djani, afviste i mellemtiden et amerikansk forslag om at udløse en øjeblikkelig “snapback” tilbagevenden til alle FN’s sanktioner imod Iran. Måske er tiden inde til, at USA nægter at betale til FN eller i det mindste “kun betaler for det, landet ønsker — og forventer at få det, man betaler for.”
Trods årtiers forsøg på at “reformere” FN er kun lidt eller nærmere slet intet ændret i organisationens kultur eller effektivitet. I stedet udsættes USA for regelmæssig “kætterbrænding”, selvom landet forsyner organisationen med en uforholdsmæssig stor andel af dens økonomiske midler. Den eneste trøst, i det mindste til dato, er, at denne globale dydssignalering endnu ikke har omfattet afbrænding af den amerikanske ambassadør ved marterpælen. I en opinionsartikel i The Wall Street Journal i 2017 forlød det:
“Hvorfor finder USA sig i dette?… at knibe uden om pinagtige afstemninger er det samme som at finde sig i stadigt stigende udgifter.”
“USA burde forkaste dette internationale skatteregimente og i stedet overgå til frivillige bidrag…. Dette er en præstationsansporing, som den nuværende vurderingsbeskatning simpelthen ikke tilvejebringer”….
“FN’s fem regionale økonomiske og sociale råd, som ikke frembringer noget konkret, fortjener heller ikke amerikansk finansiering. Hvis landene mener, at disse regionale organisationer er noget som helst værd—en yderst tvivlsom antagelse—står det dem frit for at finansiere dem selv. Hvorfor Amerika skønnes at skulle støtte dem er fuldkommen ubegribeligt.”
“Det næste bliver de kolossale kolonner af FN-bureaukrati. Flertallet af disse budgetter kunne uden videre ryddes uden større eller nogen som helst effekt i virkelighedens verden. Begynd med Kontoret for Nedrustning. FN’s Udviklingsprogram er et andet eksempel. Betydelige besparelser kunne indhentes ved at reducere andre FN-kontorer, som ikke er meget andet end selvsmagende isvaffelnydere, herunder de mange, som beskæftiger sig med ‘palæstinensiske’ spørgsmål. FN’s særlige organisation for palæstinensiske flygtninge, UN Relief and Works Agency for Palestine Refugees, kunne indlemmes i FN’s Højkommissariat for Flygtninge.”
FN og EU bliver nødt til at holde de iranske ledere ansvarlige eller blive kasseret som irrelevante – hvilket synes at være der, de hører hjemme.
Dr. Majid Rafizadeh er forretningsstrateg og rådgiver, Harvard-uddannet, pol. scient., bestyrelsesmedlem ved Harvard International Review og præsident for International American Council on the Middle East. Han har forfattet adskillige bøger om islam og amerikansk udenrigspolitik. Han kan kontaktes på Dr.Rafizadeh@Post.Harvard.Edu
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)