Københavns Politi fremstiller i dag to mænd, som er sigtet for at flygte fra et alvorligt færdselsuheld, der fandt sted på Nørrebro Langfredag. Begge er en del af det københavnske bandemiljø.
Det var fredag aften den 15. april, at en fodgænger blev ramt af en bil i høj fart, efter føreren mistede herredømmet over den i krydset ved Tagensvej og Jagtvej. Den foreløbige efterforskning peger på, at personerne i bilen forud for ulykken jagtede en anden bil, og at begge biler kørte med høj hastighed ad Tagensvej.
Tre personer flygtede efterfølgende fra stedet, men Københavns Politi har nu foretaget anholdelser i sagen, og to mistænkte mænd bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten ved Københavns Byret. De er sigtet for at flygte fra færdselsuheldet.
Den påkørte mand er stadig indlagt på hospitalet med alvorlige skader som følge af uheldet.
De to sigtede er henholdsvis 29 og 40 år – og er begge en del af det københavnske bandemiljø. De er ikke sigtet for at have kørt bilen, men Københavns Politi har en god idé om, hvem føreren er.
»Vi har fået mange brugbare oplysninger fra vidner og andre borgere, som har hjulpet vores efterforskning rigtig godt – dem vil jeg gerne sige tak til. Det betyder også, at vi har en formodning om, hvem den sidste i bilen er. Han ved, at vi leder efter ham, og jeg vil gerne opfordre ham til at melde sig selv. I tilfælde af, at han ikke gør det, vil vi efterlyse ham offentligt,« siger vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Københavns Politi.
Anklageren vil i forbindelse med grundlovsforhøret begære lukkede døre.