Fører af studentervogn fik bøde og betinget frakendelse af førerretten

En chauffør var sidste år på vej til at hente nyudklækkede studenter i et køretøj, hvor siddepladserne ikke var fastgjort forsvarligt. Det anses som sikkerhedskritisk fejl og udløste bøde samt betinget frakendelse af førerretten.

På en rasteplads på Vestmotorvejen mod øst i Sorø blev en studentervogn standset af Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi den 26. juni 2020 kort før kl. 8 om morgenen.

Betjentene kunne ved kontrollen konstatere, at pallerne, der fungerede som siddepladser til de unge studenter, ikke var skruet fast. Det betød, at pallerne kunne skride ud og vælte rundt på ladet med unge mennesker ombord.

Retten i Næstved idømte den 19. april 2021 den 22-årige chauffør en bøde på 5.000 kr. samt en betinget frakendelse af førerretten for at have tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.

Ved retsmødet blev der forelagt en erklæring fra bilinspektør, som kunne fortælle om alvorlige ben- og personskader for passagerne, hvis ikke siddepladserne er ordentligt fastgjorte og begynder at skride på ladet.

”Vores betjente kunne ved kontrollen med lethed hive siddepladserne fra hinanden på ladet, og det vidner om, at der fra virksomhedens side ikke er tænkt store tanker om sikkerheden for de unge mennesker, der skal have en oplevelse for livet under eksamenskørslen,” siger leder af Tungvognscenter Øst, politikommissær Henrik Fobian.

”Jeg er glad for, at vi fik standset denne bil, inden de unge mennesker blev samlet op, for det kunne hurtigt have fået store konsekvenser, og dagen ville blive husket for noget andet end glæde og fest,” fortsætter han.

LÆS OGSÅ:  Ung mand fløjet på hospitalet efter fald fra studentervogn

Var godkendt

De unge mennesker fik lov til at komme ud på den planlagte tur, som dog blev lidt forsinket. Vognmandens mekaniker var nemlig nødt til at komme forbi for at skrue siddepladserne fast, inden de kunne samle studenterne op.

”Vi er selvfølgelig ikke ude på at få ødelagt dagen for de studenter, der har glædet sig længe til denne oplevelse. Vores primære fokus er dog, at alle får en sikker tur, så der ikke sker alvorlige uheld undervejs,” siger Henrik Fobian.

Studentervognen havde få dage forinden været forbi synshallen, hvor den var godkendt til studenterkørsel, selvom siddepladserne ikke var fastgjorte. Det er dog stadig chaufførens ansvar, at eksamenskøretøjet er forsvarligt indrettet, hvorfor det var den 22-årige chauffør, der blev dømt i sagen. Vognmanden havde desuden erkendt forholdet inden retsmødet.

Tungvognscenter Øst vil også i 2021 køre på målrettet kontrol i de dage, hvor der køres eksamenskørsel. Derfor opfordrer politikommissæren til, at alle vognmænd og chauffører i de kommende uger får sikret sig, at køretøjerne er i forsvarlig stand og overholder reglerne, så ikke de unge kommer til at stå uden et køretøj eller måske endda bliver udsat for fare.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)