Foie gras: Europæisk forbud på vej

Europa-Parlamentet har vedtaget et forslag, der vil forbyde tvangsfodring af ænder og gæs i foie gras-produktionen. En historisk sejr ligger forude, men det er stadig for tidligt at fejre det endnu, vurderer Dyrenes Beskyttelse.

If you want to use them, we kindly ask you to mention GAIA as the source.

D. 10. juni stemte et flertal af Europa-Parlamentet for, at der skal sættes en stopper for tvangsfodring af ænder og gæs i foie gras-produktionen. Parlamentet pålægger Europa-Kommissionen at udarbejde en lovtekst, der en gang for alle skal gøre en ende på denne unødvendige og grusomme praksis. Dermed er man utroligt tæt på mål, lyder vurderingen fra Dyrenes Beskyttelse:

”Vi har kæmpet for det her i årtier, og nu ser det endelig ud til, at der sker noget. Et overbevisende flertal er klar til at sætte en stopper for tvangsfodring af ænder og gæs én gang for alle. Det er historisk, men vi kipper først endeligt med flaget, når lovteksten er udarbejdet og stemt endeligt igennem,” siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse.

Tvangsfodring sker ved, at et 20-30 centimeter langt rør indføres i dyrets spiserør, to til tre gange om dagen i to uger, hvis det er ænder, eller i tre uger, hvis det er gæs. På denne måde tvinger man dyret til at indtage meget store og helt unaturlige mængder foder. Gæs og ænder, der tvangsfodres, ophober så meget fedt i leveren, at dens normale funktion forstyrres. Tilstanden kan derfor betegnes som sygelig. Det er den eneste dyreproduktion, hvor sygdom er et direkte mål med produktionen, idet den syge lever er selve den vare, der fremstilles.

”Det er ren og skær dyremishandling. Selve proceduren sker med tvang, og det er voldsomt for dyrene. De kan få skader på næb, ansigt, øjne, næsebor, hals og i den øverste del af spiserøret. De bliver syge, og mange af dem dør. Faktisk er der op mod 10-20 gange højere dødelighed end i en almindelig ande- eller gåsebesætning. Der er udbredte dyrevelfærdsproblemer i foie gras-produktionen, som kan afledes direkte af, at man tvangsfodrer dyrene,” siger Britta Riis.

Langt de fleste EU-lande har allerede indført et forbud mod tvangsfodring, heriblandt Danmark. Faktisk er det kun tilladt i Frankrig, Ungarn, Bulgarien, Spanien og Belgien, men på grund af reglerne for varers fri bevægelighed inden for EU’s grænser kan foie gras frit importeres og sælges i alle medlemslande. Det vil et EU-forbud de facto sætte en stopper for.