Fokus på det kønsneutrale har taget overhånd

Hos de fleste danske medier vil man ifølge Berlingske ikke erstatte ”han” og ”hun” med de kønsløse stedord. Medierne mener ikke, at enkeltindivider skal kunne kræve at lave om på det danske sprog.

Hos Politiken og DR er man derimod stemt for at anvende de kønsneutrale ord for at imødekomme minoriteternes ønsker. ”Hvis en person ønsker at blive omtalt som transperson, nonbinær, de eller dem, så vil vi også fremover respektere det. Anmelder vi eksempelvis en transkønnet kunstner, vil vi bruge denne betegnelse”, siger chefredaktør Christian Jensen.

Hos Det Danske Sprog- og Litteraturselskab kommer de nye kønsneutrale definitioner højst sandsynligt med, når ordbogen opdateres næste gang. ”Vi er i fuld gang med at revidere ordbogen og gøre den mere kønsneutral”, siger ledende redaktør Sanni Nimb.

På flere danske medier mener man dog, at fokus på det kønsneutrale har taget overhånd. ”Udviklingen er ved at gå amok. Jeg synes, man skal passe på. Vi lever i en tid, hvor alle mennesker på et eller andet plan føler sig krænket over et eller andet. Man kan derfor komme ud i nogle absurditeter i forhold til de hensyn, man skal tage, så det simpelthen ikke giver mening at lave journalistik længere”, siger Poul Madsen, chefredaktør på Ekstra Bladet.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)