Massenedslagtningerne af kristne i Nigeria, som af nogle internationale observatører betegnes som et folkemord, har nået et uhørt omfang.
Ifølge en artikel fra den 4. august blev mindst 171 kristne nedslagtet af muslimske fulani-hyrder i løbet af omkring tre uger:
“Og det er kun dem, som vi kender til. I virkeligheden er dødstallet nok langt højere. Tusinder fordrives fra deres hjem på grund af volden, og sådan som deres arbejde blev efterladt ved coronanedlukningen, kom der økonomisk kaos…. Vores nyhedsredaktion er i månedsvis blevet overdynget med sådanne historier, og alligevel er de store mainstreammedier foruroligende tavse om dette ubønhørlige og blodige tab af kristne liv”.
Ved et af de nylige angreb, der fandt sted den 10. juli, massakrerede muslimske hyrder 22 kristne – “hovedsageligt kvinder og børn” – og satte ild til mange hjem i landbrugssamfundet. “Fulanierne kom ind og skød”, mindes Bilkisu James fra sin hospitalsseng. “De dræbte to af mine børn [og manden].” Derudover “hakkede de fem andre af Bilkisus slægtninge, heriblandt en mor og hendes baby og en mor og hendes to sønner, til døde med macheter.”
En muslimsk nabo havde tilsyneladende udpeget den kristne familie for sine invaderende trosfæller: “Inden jeg blev beskudt”, fortsætter Bilkisu, “så jeg fulani-manden, som er min nabo; han udpegede mig endda. Jeg overgav mig knælende til ham” – forgæves. De skød hende i brystet og ryggen og efterlod hende døende, selv da hun “hørte dem tænde en tændstik og sætte ild til huset.”
En nabolandsby blev angrebet næste dag: “ti kvinder, en baby og en ældre mand blev brændt levende i et hus, hvor de havde søgt tilflugt. Yderligere syv landbybeboere blev såret og fire huse nedbrændte”. Den 19. juli blev mindst 32 kristne, blandt andet gæster ved en bryllupsfest, nedslagtet ved fulanieres angreb.
Ved et “grufuldt natligt angreb under en stormfuld styrtregn den 23. juli døde mindst syv kristne… da krigere brutalt hakkede ubevæbnede mænd og kvinder og børn til døde med macheter.” Artiklen tilføjer, at “Dette var det andet angreb på landsbyen inden for få dage, med syv dræbte ved et angreb få dage forinden, den 20. juli.”
Den 29. juli dræbte muslimske hyrder yderligere 14 kristne – hvoraf 13 tilhørte samme storfamilie. Kun et af familiemedlemmerne overlevede; hans kone, alle hans børn, tante, onkel, bror og andre slægtninge blev nedslagtet.
I sidste uge bestormede bevæbnede jihadister kirken Judahs Løve i Azikoro og skød mod kirkegængerne; fire kristne blev dræbt.
Det er nyttesløst at opremse flere uhyrligheder – der har været flere hundrede gennem årene – i én artikel. (En grundigere beskrivelse af kristnes lidelser i Nigeria og andre muslimske lande kan findes i Gatestones månedlige artikler “Kristenforfølgelser“.)
Bare se på april 2020. Den 1.-2. april myrdede muslimske hyrder, bevæbnet med macheter, mindst 13 kristne. “[V]i kunne om morgenen begrave syv personer, der var brændt til døde… under et angreb i løbet af natten”, fortalte en kilde. De dræbte “er især ældre kristne, der ikke var i stand til at flygte sammen med de andre fra lokalsamfundet, der løb ind i det omgivende buskads under angrebet.”
Den 7. april nedslagtede fulani-hyrder så en præst, Matthew Tagwai, og tre medlemmer af hans menighed, herunder en 10-årig dreng. Præsten blev myrdet i sit hjem, og han efterlod sig en gravid kone og to små børn.
Den 10. april myrdede muslimske fulani-hyrder den 55-årige præst Stephen Akpor. “To hyrder kom til en afdeling af vores kirkesamfund, Den Himmelske Kirke… hvor de skød ham, netop som han bad og rådgav fem medlemmer af menigheden”, fortalte hans kolleger. “Hyrderne skød præsten adskillige gange og dolkede ham dernæst til døde”. Han efterlod sig en kone og fem børn.
Den 11. april skuddræbte muslimske fulani-hyrder en kristen bonde.
Den 13. april halshuggede muslimske fulani-hyrder to kristne på en måde, der krævede, at de blev “begravet uden deres hoveder”.
Den 14. april slagtede muslimske fulani-hyrder ni kristne, hvoraf seks var børn og én var en gravid kvinde. “De var bevæbnet med macheter og AK-47 geværer, da de angreb os”, mindes en overlevende: “De angreb vores landsby omkring kl. 20, og de råbte ‘Allahu Akbar!’, mens de skød ind i vores huse”. Der blev sat ild til 33 boliger.
Den 16. april dræbte muslimske fulani-hyrder den unge kristne collegestuderende Sebastine Stephen. “Fulani-hyrderne var mere end 50 og bar avancerede pistoler og skød tilfældigt. Efter at have dræbt en ung mand”, fortæller en overlevende, “brød de ind i Jack Nwekes hus og bortførte ham og hans kone, mens deres tre børn blev efterladt”.
Den 19. april dræbte muslimske fulani-hyrder fire kristne. “Herudover blev 38 huse med 86 rum jævnet med jorden, og omkring 87 familier blev berørt”, siger en kilde.
Den 20. april blev “den kristne bonde Titus Nyitar skuddræbt, og hans hoved var skåret af”, fortalte en lokal beboer. Titus “arbejdede på sin gård, da han blev dræbt af hyrderne”. Bagefter “fortsatte [de] til landsbyen, hvor de nedbrændte huse og kidnappede tre landsbybeboere”.
Den 22. april dræbte muslimske fulani-hyrder 12 kristne. Artiklen bemærker, at de inden da bortførte et par, der var ved at blive gift inde i deres kirke.
Den 23. april dræbte fulaniere “to personer, bortførte en tredie og nedbrændte en kirkebygning, der også rummede præstens hjem, ved angreb i hovedsageligt kristne områder i den nordlige del af det centrale Nigeria”.
Bortset fra de mest grufulde episoder – såsom voldtægten og nedslagtningen af en kristen studerende, der havde søgt tilflugt i en kirke – fortæller de såkaldte mainstreammedier ikke om forfølgelsens omfang. Kunne journalisterne være bekymrede for, at et politisk ukorrekt mønster skulle vise sig, hvori angreb ser ud til at være ideologisk motiveret og ikke blot “forbrydelser”?
“Det er, som om kristnes liv ikke længere betyder noget”, udtalte en nigeriansk præst om angrebet ved et bryllup, hvor 32 mistede livet.
“Det er meget foruroligende, at disse daglige angreb på kristne … har fundet sted alt for længe uden at de føderale og statslige regeringer tager notits af det…. der er ingen kondolencebesøg hos de tilbageblevne ofre i lokalsamfundene… Der er ingen tiltag for at lette deres lidelser med nødhjælpsforsyninger, da de i tusindtal er blevet internt fordrevne”.
En overlevende fra et nyligt angreb fra fulaniere, der tog livet af hans søster og fire andre kristne, fortæller: “Jeg er overbevist om, at nogle af disse sikkerhedsfolk, der er muslimer, er i ledtog med disse bevæbnede mænd om at angribe vores folk…. den triste sandhed er, at vores folk er repræsenteret i regeringen på både statsligt og føderalt niveau, og intet er blevet gjort”.
“Hvad er disse uskyldige menneskers brøde mod fulani-hyrderne?” spørger en lokal i forbindelse med et angreb, hvor en præst og et 10-årigt barn døde.
“Hvor længe skal disse drab stå på? Hvor længe skal vi tigge regeringen og sikkerhedstjenesterne om at komme og hjælpe vores folk?”
Disse spørgsmål er især relevante set i lyset af nyligt offentliggjorte statistikker: Siden 2009 er “mindst 32.000 kristne blevet slagtet ihjel af landets vigtigste jihadister” – og der gøres stort set intet ved det, lyder det i en rapport fra maj:
“Militante fulani-hyrder og Boko Haram … har intensiveret deres antikristne vold … ved de seneste fire en halv måned at hakke ikke færre end 620 forsvarsløse kristne ihjel [470 af fulani-hyrder og 150 af Boko Haram] og vilkårlig nedbrænding og ødelæggelse deres gudstjeneste- og læringscentre. Grusomhederne mod kristne er forløbet uhindret og er tiltaget til et alarmerende niveau, mens landets sikkerhedsstyrker og relevante politiske aktører ser den anden vej eller samarbejder med jihadisterne i det skjulte. I denne periode er hundredvis af huse, og dusinvis af gudstjeneste- og læringscentre, nedbrændt og ødelagt”.
Årsagen til, at tidligere simple fulani-hyrder siden 2015 har formået at dræbe næsten dobbelt så mange kristne som de “professionelle” terrorister i Boko Haram, er ifølge adskillige kristne ledere i Nigeria, for at citere den nigerianske biskop Matthew Ishaya Audu: “at præsident Buhari også tilhører fulani-folket”.
Nigerias Kristne Sammenslutning er en paraplyorganisation, der repræsenterer de fleste trosretninger. De fremkom i januar med er enklæring, der beskyldte “den føderale regering under præsident Muhammadu Buhari” for “skjult samarbejde” med de islamiske terrorister “om at udrydde de kristne i Nigeria”. Sammenslutningen stillede spørgsmålet:
“Når regeringen og dens apologeter påstår, at drabene ikke har nogen religiøse undertoner, hvorfor angriber terroristerne og hyrderne så de hovedsageligt kristne samfund og kristne ledere?”
Nogle nigerianske ledere går længere end Buhari og kritiserer “ondskaben ved navn Barack Obama” – som Nigerias tidligere minister for kultur og turisme, Femi Fani-Kayode, formulerer det. Den 12. februar skrev den tidligere minister disse ord på sin facebookside:
“Det, som Obama, John Kerry og Hilary Clinton gjorde ved Nigeria ved at finansiere og støtte [den nuværende præsident Muhammadu] Buhari under præsidentvalgkampen i 2015 og hjælpe Boko Haram i 2014/2015, var ren ondskab, og de har blod på deres hænder fra dem, der de sidste 5 år er blevet dræbt af Buharis regering, hans fulani-hyrder og Boko Haram”.
Selv om præsident Buharis fulani-fæller har taget ansvaret for størstedelen af angrebene på kristne siden han overtog embedet, er Boko Haram – Nigerias kristnes oprindelige plageånd – stadig aktiv. De offentliggjorde for eksempel tidligere i år en video af et maskeret muslimsk barn, der holder en pistol bag et bundet og knælende kristent gidsel: en 22-årig biologistuderende, der tidligere var blevet bortført, da han rejste til sit universitet. Efter at have messet på arabisk og holdt en antikristen dundertale, skød det muslimske barn den kristne adskillige gange ved nakkeskud.
Nogle uger forinden havde islamiske terrorister bortført Lawan Andimi; en præst og distriktsformand for Brødrekirken i Nigeria. Terroristerne forlangte en ublu løsesum for hans frigivelse – to millioner euro, hvilket hans menighedssamfund og familie slet ikke kunne skaffe – hvorefter de halshuggede den gifte far til ni. Tidligere, i en video, som hans bortførere offentliggjorde den 5. januar, sagde Lawan, at han håbede på at blive genforenet med sin kone og børn; men “[h]vis muligheden ikke gives, er det måske Guds vilje. Jeg ønsker, at alle, nære og fjerne, kolleger, udviser tålmodighed. Græd ikke, vær ikke urolige, men tak Gud for alt.”
Biskop Matthew Hassan Kukah udtalte i forbindelse med halshugningen af yderligere ti kristne tidligere i år, at den nigerianske regering “udnytter sine magtbeføjelser til at sikre islams herredømme. Den eneste forskel mellem regeringen og Boko Haram er, at Boko Haram holder bomben.”
Raymond Ibrahim, der er forfatter – senest til bogen Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West (Sværd og krumsabel, fjorten århundreders krig mellem islam og Vesten), er Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute og Judith Rosen Friedman Fellow ved Middle East Forum.