Tidligere skatteminister Isi Foighel sagde en gang: ”Når man som minister åbner morgenaviserne, så læser man først, hvad der står om en selv. Så læser man, hvad der står om regeringen. Herefter hvad der står om oppositionen og så stoffet om, hvad der sker i Folketinget. Og så videre til næste avis, der læses på samme måde”. Professor Foighel havde hermed også beskrevet, hvad der sker med folketingsmedlemmer, når først de er blevet valgt. De suges ind i en isoleret verden, der lukker sig om sig selv. De tilpasser sig omgående Christiansborgs værdier og normer. Livet er nu det, der foregår på Borgen. Livet udenfor opfattes kun som flygtige skygger på væggen. De folketingsmedlemmer, der gør deres entré, kommer altid med visioner, idéer og idealer, som de vil kæmpe for at omsætte til praktisk politik til glæde for hele folket.
De lærer dog hurtigt, at på Christiansborg er det ikke resultaterne, der tæller, men aftaler og forlig. Succes i politik er det, man kan blive enige om uanset, om resultatet er godt eller dårligt. Når kompromiset bliver målet i sig selv, bliver produktet også derefter. Vi må som samfund døje med en lang række forlig ’ hen over midten’, der ender som jammerligt politisk håndværk eller ligefrem som skandaler. Vi kan nævne forsvaret, hospitalsdriften, skatteforvaltningen, sundhedsplatformen, indvandringen fra islamiske kultursamfund og en ekspanderende offentlig sektor helt uden for politisk kontrol. Er der endelig en karakterfast politiker, der ikke vil sælge ud af sine idealer, bliver staklen overfaldet af kolleger og medier, der forlanger, at synderen ’kravler ned af træet og tager del i det parlamentariske samarbejde’.
Tilmed er Folketinget blevet en varmestue for offentligt ansatte og studenter. For en generation siden var parlamentet sammensat af et bredt udsnit af det arbejdende Danmark: arbejdere, håndværkere, skolelærere, husmænd, bønder, fabrikanter og butiksfolk, der kunne bidrage med deres faglige kompetencer, erfaring og sunde fornuft. I dag rekrutteres folketingsmedlemmerne typisk fra partiernes ungdomsorganisationer, hvor kandidaterne med en lang eller mellemlang universitetsgrad kombineret med to år som praktikanter i fagbevægelsen eller partiet, havner i Folketinget. Der findes naturligvis en række kompetente beslutningstagere i dansk politik, men på Christiansborg er der for mange kolbøtter, som eroderer kompetenceniveauet.
I industrien er vi rutinemæssigt i stand til at planlægge og gennemføre investeringer og byggerier for milliarder til tiden, til specifikationerne og på budget. Derimod er samtlige offentlige byggerier og anlægsinvesteringer i broer, tunneler, hospitaler og motorveje altid forsinket og fordyret i forhold til planer og bevillinger. Og det er de, fordi politikerne ikke besidder de nødvendige kompetencer på området og derfor vælter ansvaret over på eksterne rådgivere og konsulenter, der jo netop kun skal være rådgivende og ikke bør udstyres med eksekutiv bemyndigelse. Alt dette medfører naturligvis, at Folketingets omdømme i befolkningen kan ligge på et meget lille sted. Samtlige omdømmeundersøgelser viser, at Ombudsmanden, Højesteret og Nationalbanken nyder størst agtelse i danskernes øjne, hvorimod Folketinget sammen med SKAT ligger og roder i bunden af prestigelisten.
Og hvad gør vi så ved det? Vi kunne jo modernisere Folketinget, så politikerne fik tidssvarende arbejdsforhold og vælgerne mere kompetente politikere. I dag stammer op til 50 procent af al lovgivning i Danmark fra EU. Det kan være i form af Forordninger, der trumfer dansk lovgivning, og som skal sættes i værk uden om danske politiske processer. Eller om Direktiver fra EU, der dog skal gennem Folketinget eller forsynes med en ministeriel godkendelse og herefter implementeres som lov. EU-lovgivningen samler sig især om vitale samfundsområder som landbrug, miljø, sundhed, industri, transport og beskatning. Der er således ikke mere brug for 179 folketingsmedlemmer nu, da halvdelen af lovgivningsarbejdet ligger andre steder end i det danske parlament. Vi kan derfor besætte det nye Folketing med kun 89 medlemmer, som til gengæld skal udstyres med bedre faglig assistance, end de har adgang til i dag. Hvert medlem bestykkes med to faglige assistenter plus en servicesekretær. Er man retsordfører, vil man nok vælge to jurister. En sundhedsordfører kunne udpege en læge og en sundhedsøkonom. En klimaordfører skal nok hyre en neutral klimaforsker og en statistiker, som kan gennemskue den grænseløse svindel og manipulation med de klimatiske observationer, som undergangsprofeterne hæmningsløst hælder ned over hovederne på politikere og medier.
Så skal vi indføre en spærregrænse på 5 procent til folketingsvalgene således, at de små partier må overleve som fraktioner inden i de større partier og så må tage deres debatter og uenigheder internt uden at fylde tv, aviser og vælgernes hoveder med overflødigt sludder og vrøvl. Endelig skal vi have sat gagen til ministre og folketingsmedlemmer betydeligt op. Ikke til dem, der er sidder nu, men til de nye medlemmer og ministre, der overtager ansvaret efter nyvalg. Gagerne fordobles, hvilket vil få Ekstrabladet og bodega-Danmark til at gå bananas, men der ingen vej uden om, hvis vi skal kunne tiltrække håndværkere, ingeniører, IT-fagfolk, læger, sygeplejersker og erhvervsledere. Danmarks fremtid afhænger af, om vi kan bringe faglig kompetence, livserfaring, visionær tænkning og sund fornuft tilbage i vores politiske beslutningsprocesser.
Kan vi mobilisere modet og gennemslagskraften til at gennemføre en sådan fornyelse af det parlamentariske arbejde, vil vi se et Folketing, der i fremtidige omdømmeundersøgelser rangerer på siden af Højesteret og Nationalbanken. Vælgerne kan se frem til et Danmark, der bliver bedre i morgen, end det er i dag. Og uendeligt meget bedre end det var i går.