Folketingspolitikere vil have sat indespærrede danske hvaler fri

Efter næsten 12.000 danskere har skrevet under på, at centeret Fjord & Bælt skal stoppe deres dyreforsøg og ulovlige shows med tre marsvin fanget i naturen, går SF og Alternativet nu ind i sagen:

“Miljøministeren og fødevareministeren må sikre, at forbuddet mod at holde hvaler indespærret, respekteres”, siger Carl Valentin (SF).
“Også forbuddet mod forsøg med vilde dyr der kan genudsættes, skal respekteres. Danmark må ikke være det eneste land i Europa, der gang på gang dispenserer fra de internationale regler,” mener SF’s dyrevelfærdsordfører.

De to partier går ind i sagen samtidig med, at World Animal Protection Danmark retter en direkte appel til miljøminister, Lea Wermelin, og fødevareminister, Rasmus Prehn, om at stoppe de unødvendige forsøg, og genudsætte de to unge marsvin Saga og Eskild, der holdes fanget i et lille bassin hos Fjord & Bælt.

“Ifølge Artsfredningsbekendtgørelsen må bemyndigede personer eller virksomheder redde og rehabilitere havpattedyr. Men tilladelsen fra Miljøstyrelsen giver Fjord&Bælt lov til at beholde marsvinene og forske på dem – ikke til at redde og rehabilitere dem.
Der er altså ikke tale om redningsaktioner, men om bevidst tilfangetagelse af vilde dyr fra en beskyttet bestand. Det er uetisk og sender et uheldigt budskab til resten af verden om vigtigheden af at passe på beskyttede arter”, skriver World Animal Protection, der er gået sammen med den europæiske organisation, Dolpinaria-Free Europe om det åbne brev til regeringen.

LÆS OGSÅ:  Ny undersøgelse: Behov for national strategi for udvikling på landet

“De to unge marsvin skal hurtigst muligt genudsættes, inden de bliver afhængige af deres trænere i Fjord & Bælt, så de ikke kommer til at lide samme triste skæbne som marsvinet Freja, der desværre har levet alt for mange år i fangenskab til at kunne klare sig selv i naturen,” siger Gitte Buchhave fra World Animal Protection Danmark.

Med de to partiers engagement i sagen er Fjord & Bælt i Kerteminde under stigende pres, og risikerer at miste deres hovedattraktion.

Presset bliver ikke mindre af, at landets førende hvalekspert, biolog Birgith Sloth, der er medlem af ‘Rådet for forsøgsdyr’, betegner dyreforsøgene som helt unødvendige.
Hun er overbevist om, at de skader dyrenes hørelse, og at indespærringen generelt strider mod dyrenes naturlige behov.
“De unge marsvin skal sættes ud i naturen, hvor de hører til”, siger Birgith Sloth.

Fjord & Bælt har gennem årene haft mindst 13 marsvin i fangenskab, og har løbende haft problemer med at overholde love og regler om vilde dyr og forsøgsdyr.

World Animal Protection har derfor udarbejdet en liste over de mest graverende fejl, mangler og overtrædelser, centeret har begået i forhold til den forskningsmæssige og kommercielle udnyttelse af dyrene i Fjord & Bælt:

1: Fjord & Bælt har fremvist marsvin i strid med internationale aftaler om beskyttelse af vilde dyr. Aftalerne fastslår utvetydigt, at dyr ikke må bruges kommercielt til fremvisning ved shows mod betaling.

LÆS OGSÅ:  Politiet afgiver flere skud – bombetrussel mod diplomat i Aarhus

2: Centeret har i mindst to tilfælde foretaget lydforsøg på nyfødte marsvineunger uden tilladelse fra Rådet for dyreforsøg. Dyrene måtte aflives få dage efter fødslen.

3: Flere marsvin er blevet skadet af forsøgene. Således viser inspektioner, at mange af dem lider eller har lidt af nedsat hørelse eller permanente høreskader på grund af de voldsomme lydpåvirkninger på op til 210 decibel. Det gælder også det nuværende marsvin, Freja, der er delvist døv.

4: Ifølge loven kan Fødevareministeriet give dispensation til forsøg med marsvin, hvis der er tale om artsbevarelse. Det har Fjord & Bælt ikke argumenteret for i deres ansøgninger.

5: Centerets lydforsøg med marsvin antages at være unødvendige.
Der foreligger allerede resultater indenfor samme felt fra tidligere forsøg foretaget i Danmark i 60’erne og 70’erne, samt grundige forsøg på dyr i naturen i de sidste årtier.
Men Fjord & Bælt har foretaget den samme type undersøgelser de sidste 20 år, og styrelsen har hver gang givet dispensation.

6: Rådet for dyreforsøg – under Fødevareministeriet – har godkendt forsøg, selvom de har været vidende om, at flere af dyrene ikke har været egnede til at deltage. Blandt andet fordi de har permanente høreskader, og er delvist døve.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)