Folketingsvalget vil ikke flytte Danmark fremad

Dansk politik er ekstrem dårlig til at levere effektive løsninger på samfundets store problemer. Selv om partierne p.t. præsenterer stribevis af hurtige og slagkraftige valgkampsudspil, har dansk politik i mange år været præget af, at regeringer går mere op i processen med at fremlægge nye initiativer, end hvordan man får dem gennemført.

Da ægte reformer ofte er politisk upopulære, afholder mange politikere sig fra at foreslå egentlige reformer af frygt for, at det vil koste dem popularitet og stemmer ved næste valg. Hertil kommer, at reelle reformer truer økonomiske særinteresser, der således har stærke incitamenter til at modarbejde reformforslagene.

Både politikerne og medierne er derfor fanget ind i en form for useriøs skinpolitik, hvor der under store fanfarer og med store armbevægelser præsenteres et hav af reformer og lovindgreb uden at problemerne er analyseret af eksperter, uden at vide om løsningerne er de rette, og uden at allokere de nødvendige midler til det. I stedet for at give implementeringen tid og lade reformerne virke, vil politikerne hele tiden gerne vise handlekraft, og så bliver der lappet, omstruktureret og reformeret igen. Og det betyder, at reformerne aldrig bliver fulgt ordentligt til dørs.

Vigtige områder som folkeskole, politi, børneanbringelser, skilsmisser, ældrepleje og skat lider under tilbagevendende reformer, som kun medfører mere forvirring og spild af ressourcer. En lang række politiske planer fra de seneste årtier er derfor ikke gået efter hensigten med det resultat, at Folketinget ikke har løst samfundets mest komplekse problemer.

Folkeskolereformen af 2013 har f.eks. ikke haft nogen nævneværdig effekt. Hverken på elevernes faglige resultater eller trivsel. Følgeforskningen til reformen viser, at under halvdelen af skolerne har implementeret reformens centrale elementer.

Med anbringelsesreformen fra 2006 og Barnets Reform fra 2011 ville Folketinget sikre en bedre indsats over for de mest udsatte børn, men i 2016 kritiserede Statsrevisorerne, at sagsbehandlingen i mange anbringelsessager ikke overholdt lovens krav, og at Social- og Indenrigsministeriet ikke kunne dokumentere en effekt.

VK-regeringens politireform fra 2007 skulle med daværende justitsminister Lene Espersens (K) ord sikre ”flere betjente i gaderne” og færre, der sad ”på en pude og tog telefonen”. Men reformen førte ifølge Politiforbundet til flere kontrolopgaver. Rigsrevisionen konkluderede i 2009, at der havde været en nedgang i politiets produktion, og i en meningsmåling var under én procent af respondenterne ”meget tilfredse” med reformens effekt.

Udadtil ser alt fint ud. Politikerne, medierne og borgerne debatterer og faciliteter, de mødes og samtaler, de fremsætter reform- og lovforslag, nedsætter kommissioner og hurtigtarbejdende udvalg og udarbejder handlingsplaner. Men når lovgivningen skal føres ud i praksis, sander tingene til. Reformer virker ikke som tiltænkt og handling drukner i paragraffer og bureaukrati, mens politikere, journalister og centraladministrationens topembedsmænd mister interessen og går videre til den næste dagsorden.

Dansk politik kører på steroider. Gang på gang vil politikerne vise handlekraft og gang på gang fører de store armbevægelser og reformiveren til hurtigt udarbejdede udspil og forhandlinger bag lukkede døre, der uden inddragelse af faglig viden eller tilstrækkelig finansiering flytter rundt på en helt masse brikker i forsøget på at opnå et eller andet ambitiøst mål. Men hver gang er det en hårdt pumpet og hurtig fest, som i stedet for at skabe bæredygtige løsninger på de store problemer, som det danske samfund står over for, fører til mere politisk styring, mere centralisering og mere bureaukrati. Forvent derfor ikke, at politikernes valgkampsudspil vil flytte Danmark fremad.

André Rossmann