Folketingsvalget vil ikke løse Danmarks krise

Danmark har enorme strukturelle udfordringer, der er gået i baglås. Velfærdssamfundet er stagneret og sandet til på alle parametre, fordi de mange udfordringer, som politikerne i årevis har lovet løsninger på, ikke er løst. Lad os zoome ind på de største strukturelle udfordringer i det danske samfund:

 

Økonomi og velstand

Opfattelsen i den politiske debat herhjemme er, at dansk økonomi er kernesund. De økonomiske nøgletal i Danmark ser flotte ud. På overfladen er situationen god. Problemet er, at Danmarks velstand falder langsomt, men støt og gør danskerne relativt fattigere end befolkningerne i andre lande. Den seneste regeringsprognose lyder på en gennemsnitlig vækst i den danske økonomi på omkring 1 pct. om året frem mod 2030. Danskerne bliver derfor ikke så rige, som de kunne være blevet. Læs mere her.

 

Velstanden i Danmark undergraves af en syg arbejdsmoral. Det protestantiske danske pligtsamfund, der fremmede hårdt og omhyggeligt arbejde som en dyd, er nemlig afløst af en gennemsocialiseret velfærdsstat med syg arbejdsmoral, syg arbejdskultur og et sygt forhold til andre menneskers penge. I det danske lønmodtagersamfund er indsatsen ligegyldig, for lønnen kommer jo ind alligevel. Læs mere her.

 

Energiforsyning

Udspekulerede politikere, der kunne lugte mange nye klimatosse-stemmer, smarte lobbyister og aktivister, der lever fedt af klimaet, kyniske, benhårde industriinteresser, der fremstiller skattefinansierede vindmøller mv. samt de statsstøttede medier, som ser klimaet som et spændende og dramatisk læsestof har tilsammen skabt en myte om Danmark som et grønt foregangsland. Politikernes massive satsning på grøn energi har betydet, at den tidligere stabile energiforsyning har måttet vige for ”klimakampen”. Idealistiske og naive forestillinger om den grønne omstilling har skabt en ny alvorlig energikrise, der risikerer at være langt værre end oliekrisen i 1970’erne. Med politikernes landsskadelige forvaltning af Danmarks energiforsyning er der således lagt op til, at Danmark i mange år fremover vil slås med meget høje priser på gas, olie og el. Læs mere her og her.

 

Sundhed

Det danske sundhedsvæsen er ved at krakelere. I Danmark er der massiv konsensus om, at kun offentlige institutioner kan varetage sundhedsydelser på forsvarlig vis. Den offentlige sundhedssektor drives derfor som en socialistisk monopol-økonomi. Det virkede imidlertid ikke før 1989 i DDR og resten af Østblokken, og det kommer heller aldrig til at virke i Danmark. 2,3 mio. danskere har allerede tegnet en privat sundhedsforsikring, fordi de ikke længere har tillid til det offentlige sundhedsvæsen. Læs mere her.

 

Ældreforsorg

Den planøkonomiske tilgang til ældrepleje i Danmark betyder, at den offentlige plejesektor bliver ved med at levere skandaler om forråelse og umenneskelig behandling af ældre. Den offentlige ældrepleje er en skamplet på den danske velfærdsstat, fordi den ikke evner at sikre danskerne en værdig alderdom. Læs mere her.

 

Integration

Integrationen af muslimer i Danmark er slået gruelig fejl. Efter årtier med en kombination af liberal indvandringspolitik og en tabubelagt udlændingedebat kæmper det danske samfund med polarisering, spændinger, kultursammenstød, utryghed, bandekriminalitet, uro og kæmpe udgifter for skatteyderne. Muslimerne er blevet til et etnisk pjalteproletariat – underuddannet, underbeskæftiget, underintegreret, overkriminelt og oversygeligt i såvel første, anden og tredje generation – og snart fjerde. Integrationspolitikken ender hver gang i symbolpolitik og kører i ring. Læs mere her.

 

Uddannelse

Den offentlige folkeskole er i krise. Folkeskolelærernes faglighed og elevernes uddannelsesniveau fortsætter med at falde. Eleverne siver til frie grundskoler, fordi danskerne ikke længere har tillid til folkeskolen. Lærerne vælger folkeskolen fra. Inklusionen ødelægger miljøet i klasserne. Da folkeskolen er første led i den uddannelsesmæssige fødekæde, kan konsekvenserne af den katastrofale tilstand i folkeskolen tydeligt ses i resten af uddannelsessystemet. Læs mere her.

 

Den nuværende børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theils (S), arbejder målrettet på at gøre gymnasiet så bredt som muligt: optagelsesprøverne til gymnasiet forsøges udvandet, karakterskalaen ”demokratiseres”, de nationale test forsøges afskaffet og mødepligtsreglerne lempes. Facit er, at ca. 40 pct. af landets gymnasieelever enten falder fra undervejs, ikke bruger uddannelsen eller dobbeltuddanner sig ved f.eks. at starte på en erhvervsuddannelse. Langt fra alle bruger dermed gymnasieuddannelsen som afsæt til en videregående uddannelse. Læs mere her.

 

De danske masseuniversiteter er store og alt-og-enhver-optagende. De stiller ikke større krav end at de fleste kan være med. Uddannelseskvaliteten på masseuniversiteterne er lav, fordi fokus er på at få så mange halvstuderede røvere som muligt igennem systemet ved at sænke uddannelsesniveauet og beståelseskravene. Læs mere her.

 

Retssikkerhed

Danskerne står med et kriseramt folkestyre med mindre kontrol af magthaverne og dalende lovkvalitet, ligesom det går den forkerte vej med retssikkerheden og beskyttelsen af borgernes frihedsrettigheder. Mens man i Danmark beskylder Polen og Ungarn for manglende overholdelse af retsstatsprincipperne, er vi her i landet vidne til systematiske lov- og regelbrud begået af offentlige myndigheder. Balancen mellem stat og borger forrykkes mere og mere i statens favør. Læs mere her.

 

Selv om udfordringerne er kolossale og velfærdssamfundet er ved at bryde sammen flere steder, vil politikerne ikke gennemføre ægte reformer af frygt for, at det vil koste dem popularitet og stemmer ved næste valg. Hertil kommer, at magtfulde økonomiske særinteresser modarbejder ægte reformer, der truer deres velerhvervede privilegier. Man skal derfor ikke regne med, at det folketingsvalg, som netop er udskrevet, vil bringe en løsning på Danmarks krise og flytte landet fremad.