Forældrekøbere fra Nordsjælland: Lejlighed til det voksne barn – mor og far flytter ind på sigt

En god 2’er i København K koster omkring 4 mio. kr. Forældre fra Nordsjælland vil på sigt selv bo der, fortæller ejendomsmægler fra København City.

Det er meget forældre fra Nordsjælland, som Home København City møder i dagligdagen, og en del forældre har selv planer med lejlighedskøbet – på sigt. Foto: Home

København er med til at gøre forældrekøb mere populært igen. Salget i de store studiebyer steg med 16 procent i 2020 sammenlignet med 2019, viser tal fra Boligsiden.

Og det er København medvirkende til. Her er fremgangen i handler på 20 procent. Boligsiden opgør salget til 465 københavner-lejligheder i løbet af sidste år.

Det gode salg af forældrekøbslejligheder bliver bekræftet af ejendomsmægler og salgschef Chris Baun Helios i Home København City.

– Vi har ikke mærket negativ effekt af corona. Salget af forældrekøb er rigtig godt – det er ikke som for fem år siden – men priserne er også steget meget siden, siger Chris Baun Helios hos Home København City.

Det centrale København har nogle af de højeste kvm-priser på lejligheder, og det seneste år er priserne kun kravlet yderligere op.


God interesse for forældrekøb

Ejendomsmægleren oplever fortsat en god interesse for at købe lejlighed, men der er kommet lidt mere ro på, siger Chris Baun Helios.

– Siden efteråret har vi solgt det meste til prisen eller over prisen – og starten af i år har været helt vild. Det er blevet lidt mere afdæmpet, og jeg forventer, at markedet vil finde tilbage på et mere normalt niveau den kommende tid, siger han.

  • De billigste forældrekøb i København K er til omkring 3,5 mio. kr. og helt op til 8-10 mio. kr. En god 2’er på 55 kvm koster som minimum 4 mio. kr. lige nu.
LÆS OGSÅ:  Forældrekøb i København: Gode råd til prisforhandling

Det er meget forældre fra Nordsjælland, som Home København City møder i dagligdagen, og en del forældre har selv planer med lejlighedskøbet – på sigt.

– De går efter lejligheder, som de på sigt selv kan flytte ind i, når de er færdige med villaen i Hellerup eller Klampenborg. Vi taler 3-4 værelser – og med så store lejligheder er det meget normalt, at de unge skal dele med en ven, siger Home-mægler Chris Baun Helios.

Forældrekøb i studiebyer

På landsplan blev der solgt cirka 900 ejerlejligheder som forældrekøb mod knap 800 i 2019, viser Boligsidens opgørelse.

– Generelt var interessen for at købe ejerlejlighed i 2020 meget stor, særligt i andet halvår. Den stigende efterspørgsel ser vi også på markedet for forældrekøb, hvilket også hænger sammen med, at det fortsat er svært for unge studerende at finde studieboliger i landets største byer, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:

– Desuden bød 2020 også på store stigninger i boligpriserne, hvilket har øget friværdien hos mange etablerede boligejere. Det kan have givet flere forældre incitament til netop at udnytte denne friværdi og investere i en lejlighed til deres barn.


Forskelle i landets største byer

  • København er byen med flest forældrekøb. 465 ejerlejligheder. Det er en fremgang på 20 procent i forhold til 2019.
  • Aalborg er byen med den største procentvise stigning, idet antallet af forældrekøb her er steget med 40 procent i 2020 sammenlignet med 2019.
  • Også i Aarhus er antallet af forældrekøb gået frem med 18 procent, imens der er sket et fald i forældrekøb i Odense og på Frederiksberg.
LÆS OGSÅ:  Tip: Køb forældrekøbslejligheden ’uden for sæsonen’

*Tallene er baseret på boligejere, der har købt en ejerlejlighed ud over deres helårsbolig. Forældrekøbet er defineret som værende en ejerlejlighed på mindre end 75 kvadratmeter med en maksimal pris på tre millioner kroner. Ejeren må ikke eje flere lejligheder på én gang, således at købere med investering som formål undgås i statistikken. Kommunerne Frederiksberg, København, Aalborg, Aarhus og Odense indgår i opgørelsen, der desuden kun omfatter tinglyste handler. Kilde: Boligsiden.

Se vejledende beregning af økonomien i et forældrekøb – vedhæftet.

Forudsætninger for beregningen i eksemplerne:
Beregningen er foretaget august 2020 – opdateret med handelspriser og rente april 2021. Priser beregnet ud fra tal fra Boligsidens Markedsindeks. Finansiering er med 1,0 % afdragsfrit 30-årigt fastforrentet lån. Der er forudsat 100 % realkreditfinansiering via optagelse af lån af friværdi i forældres primærbolig samt realkreditlån i den forældrekøbte bolig. Boligsikring er indregnet, men beløbet er afhængig af indkomst.

Beregningerne er kun vejledende, og et konkret køb afhænger af indkomst, skatteforhold, prisen og markedslejen i det pågældende område mm.

Markedslejen er estimeret.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)