Forbryderne går fri, igen og igen

Allerede 1. oktober, dvs. en måned inden regeringen tog sin beslutning om masseaflivning af mink på et møde i koordinationsudvalget 3. november – fik regeringen oplyst af Miljø- og Fødevareministeriet, at dens beslutning vil kræve ændret lovhjemmel. Der var således god tid til at sikre, at beslutningen om masseaflivning af mink kunne træffes på et lovligt grundlag.

Regeringen var med andre ord advaret og burde have været opmærksom på, at der var brug for særlig hjemmel for at træffe den fatale beslutning, som Mette F. annoncerede på pressemødet onsdag 4. november.

Regeringen har imidlertid ikke handlet 4. november, fordi seks ministre ikke mente, at spørgsmålet om at overholde grundloven var deres bord. Først søndag 8. november reagerer både fødevareministeren og statsministeren.

Redegørelsen onsdag viser ikke, hvem i regeringen der vidste hvad og hvornår. Den var nok til at få fødevareministeren til at træde tilbage, men er ikke nok til at frikende regeringen.

Bundlinjen er, at beslutningen om at masseaflive minkene blev truffet i regeringens koordinationsudvalg, hvor statsministeren sidder for bordenden. Det er derfor statsministeren, der har det ultimative ansvar for skandalen.

Ikke overraskende kræver den blå blok, at sagen kulegraves af en uvildig instans. Man skal dog ikke forvente, at der bliver placeret ansvar for minkskandalen. Her i landet er der nemlig ikke tradition for at retsforfølge i sager, der involverer toppolitikere og -embedsmænd.

F.eks. er ansvaret efter Brittas uhindrede plyndring af Socialstyrelsen gennem 25 år, som i givet fald skulle fordeles på de skiftende socialministre, aldrig blevet placeret.

Ansvaret for SKAT’s udbyttesvindelskandale, som har kostet skatteyderne 12,3 mia.kr., og som i givet fald skulle fordeles på de skiftende skatteministre, er aldrig blevet placeret.

Forsvaret har været igennem en stime af møgsager med svindel, magtmisbrug, bestikkelse og nepotisme som omdrejningspunkter. De ansvarlige er blevet ”straffet” med, at de skal på kursus i offentlig forvaltning.

Danske politikere rydder med andre ord ikke op, og embedsmænd stilles ikke til ansvar, men flyttes til anden vellønnet beskæftigelse.

En advokatundersøgelse af minkgaten er set med juridiske eksperters briller for svag til at kunne afdække mere, end hvad der allerede er afdækket.

Og kommissioner sammensættes altid med den rette dosering af embedsmænd, professorer og fagforeningsfolk, der tilsammen danner et effektivt værn mod væsentlige forandringer. Inden den mange millioner kr. dyre skatteyderbetalte undersøgelse af minksagen er afsluttet, og en vattet konklusion foreligger, er der gået flere år, og i mellemtiden er der opstået nye problemer, der er mere interessante, og som også kræver en ny skatteyderbetalt undersøgelseskommission. En minkkommission bliver nødt til at tygge sig igennem titusinder af papirer, notater, rapporter, indstillinger, mails mv. og afhøre mange hundrede vidner med deres bisiddere. Og når en 12-15 bind lang rapport om ti år er skrevet, har alle glemt, hvad minkskandalen handlede om.

Derfor vil de fem ministre og statsministeren, der alle har udvist manglende respekt for grundloven og slået et helt erhverv ihjel, gå fri.

Den magtarrogante socialdemokratiske regering kører videre med opbakning fra sine røde støttepartier og en befolkning, der så skræmt og kujoneret, at den uden nævneværdig protest vil lystre og acceptere flere brud på retsstatsprincipperne.

André Rossmann