Site icon 24NYT

Fordobling i evakueringer siden 2016

Fotograf: Yosh Ginsu

Naturkatastrofer, politisk urolighed og terror har været med til at fordoble antallet af evakueringer i udlandet fra 2016 til 2017. Det viser opgørelser fra Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring.

Selv om verden er blevet mere sikker, blev antallet af danskere, der havde brug for evakuering i udlandet, fordoblet fra 2016 til 2017.

Den primære årsag til stigningen skal dog ikke findes i terrorhændelser men i naturkatastrofer, der ramte nogle meget populære dansker-områder i udlandet.

”Orkaner og storme i den sydlige del af USA og Caribien, vulkanudbruddet på Bali og jordskælvet i Mexico var med til at gøre 2017 til et rekordår for evakueringer. Men det betyder ikke, at verden er blevet et farligere sted. Tværtimod viser al statistik, at 2017 var mere sikker end 2016. Naturkatastrofer kan være svære at forudse, og derfor er det vigtigt, at man får god hjælp, hvis man er et sted, hvor naturen viser sig fra sin voldsomme side. Derfor skal man huske sin rejseforsikring, så man kan få hjælp, hvis situationen bliver så alvorlig, at evakuering er nødvendig,” siger Dan Kjølhede Laursen, direktør i Gouda Rejseforsikring.

Evakuering kan være mange ting

I sig selv lyder ordet evakuering dramatisk, men det kan betyde mange ting. Når et forsikringsselskab vælger at tilbyde sine kunder evakuering fra et bestemt område, skyldes det altid en konkret vurdering af sikkerheden for de rejsende. Er der eksempelvis udsigt til, at der kan opstå fare i forbindelse med et vulkanudbrud, så er det altid bedst at blive transporteret ud af området hurtigst muligt. Især hvis flytrafikken på et tidspunkt må indstilles.

”I løbet af 2017 havde vi flere sager end normalt, hvor vi kom frem til, at evakuering var den bedste løsning. Beslutningen træffer vi på baggrund af blandt andet Udenrigsministeriets vurdering af sagen, kundehenvendelser til vores alarmcentral samt en generel vurdering af risiko,” siger Dan Kjølhede Laursen.

Exit mobile version