Mand omkommet efter ulykke med havetraktor
En 67-årig mand fra Randers afgik natten til fredag ved døden, efter han havde været involveret i en ulykke med en havetraktor. Østjyllands Politi fik en anmeldelse torsdag kl. 19.07 om, at den 67-årige lå fastklemt under en væltet havetraktor på en adresse på Hadstenvej i Randers SV. Den 67-årige var ved at slå græs i sin have, da traktoren væltede ned i en grøft ud til vejen.
Et familiemedlem på adressen opdagede den 67-årige ligge under traktoren og fik alarmeret nogle tilfældigt forbipasserende, som ringede 112. Den 67-årige blev kørt til hospitalet, hvor han senere døde af sine kvæstelser. De pårørende er underrettet. Hvordan ulykken præcist er sket, er fortsat uvist. Arbejdstilsynet er også orienteret om ulykken.