Site icon 24NYT

FORFÆRDELIGT! Mor har formentlig dræbt sine to børn

En kvinde og hendes to børn blev søndag fundet døde i deres hjem. Foreløbigt er der ikke noget i politiets efterforskning, der tyder på, at andre end de afdøde har været involveret i forbindelse med dødsfaldene.

 

Klokken 14.26 søndag den 22. januar 2023 fik politiet en anmeldelse om nogle mistænkelige dødsfald på en adresse i Vejrumbro øst for Viborg. Da politiet nåede frem til adressen, fandt betjentene en 49-årig kvinde og hendes to børn på henholdsvis 11 og 14 år, der alle tre var afgået ved døden. Det var en bekendt til familien, der fandt de afdøde og alarmerede politiet.

 

Efterforskning fortsætter

Midt- og Vestjyllands Politi har hele eftermiddagen og aftenen arbejdet i området med blandt andet hundepatruljer og kriminalteknikere for at klarlægge de nærmere omstændigheder ved dødsfaldene. Politiets foreløbige efterforskning tyder på, at der ikke har været andre end kvinden og hendes to børn involveret i forbindelse med dødsfaldene.

”Vi er altid meget forsigtige med at konkludere noget for tidligt, så vi efterforsker sagen som enhver anden drabssag, hvor vi kigger i flere retninger. Vores foreløbige efterforskning tyder på, at kvinden formentlig har dræbt de to børn for derefter formodentlig at slå sig selv ihjel, men vi efterforsker som nævnt fortsat i flere retninger”. fortæller vicepolitiinspektør Jim Hansen, der er leder af den centrale efterforskningsafdeling hos Midt- og Vestjyllands Politi.

En stor del af Østervangsvej i Vejrumbro er fortsat spærret af, mens politiet arbejder på stedet. Det er for tidligt at sige, hvor længe undersøgelserne vil stå på, men også mandag vil politiets efterforskere være til stede.

 

Tryghedsskabende indsats i lokalområdet

For at tage hånd om den utryghed, der lokalt kan være oven på en sag som denne, vil lokalpolitiet i Viborg tage initiativ til et møde mandag aften for beboerne i Vejrumbro.

”Det er naturligvis en sag, der påvirker og ryster et lille lokalsamfund dybt. Derfor vil vi i samarbejde med lokale kræfter arrangere et møde for byens beboere, hvor også vi fra politiet vil være til stede. Vores efterforskere arbejder intensivt på at få afdækket omstændighederne omkring de tre dødsfald, og selvfølgelig kan vi ikke fortælle om detaljer i efterforskningen, men vi vil alligevel kunne give de berørte borgere nogle svar og også kunne hjælpe med at komme eventuelle falske rygter til livs”, siger vicepolitiinspektør Christian Toftemark.

Midt- og Vestjyllands Politi vil mandag melde nærmere ud omkring borgermødet.

Midt- og Vestjyllands Politi har ikke flere kommentarer til efterforskningen.
De nærmeste pårørende til de afdøde er underrettet.

Exit mobile version