Forfatter Julie Clausen skriver om det svære voksenliv

Tilsyneladende er alt, som det burde være for Emma, der har klaret studiet på normeret tid og fået job som underviser i oldtidskundskab på sit gamle gymnasium. Hun er i et stabilt forhold på 10. år, og kæresten er begyndt at tale om børn. Men det er jo ikke så nemt at blive gravid, når man ikke dyrker sex længere. Og egentlig tænder Emma heller ikke rigtig på ideen om børn og parcelhus … Men hun tænder til gengæld på den unge mand, der har charmeret hende med et elegant korttrick. Der er noget bekendt ved den unge mand, men Emma kan ikke helt komme i tanke om, hvad det er …

Julie Clausen har tidligere skrevet en del bøger til både børn og unge. Med Hjerterdame udgiver hun for første gang en roman, hvor det voksne publikum er målgruppen. Hun håber, historien vil underholde og få folk til at grine. Men det vil heller ikke gøre noget, hvis romanen får sat gang i nogle tanker om det samfund, vi lever i. I dag er der et stort fokus på unge kvinder, der gør alt det rigtige og bukker under for presset.

LÆS OGSÅ:  Bogposer fra biblioteket

”Det er jo en kæmpe tendens, at særligt unge kvinder går ned med stress og angst på grund af følelsen af et enormt forventningspres. Emma føler også det her forventningspres, og hun ender med at blive så overvældet af sine følelser, at hun må begynde at gentænke, hvorfor hun egentlig lever, som hun gør. Fordi samfundet dikterer det? Fordi hendes familie forventer det? Eller fordi hun tror, at det er sådan man gør, og det er det, hun forventer af sig selv?” fortæller Julie Clausen.

Julie Clausen er en af dem, der selv har truffet radikale valg i sit liv. Hun lever i dag som fuldtidsforfatter, selv om det ikke er noget, hun bliver rig af. ”Til gengæld laver jeg noget, jeg brænder for, og jeg har en høj grad af frihed i min hverdag, og det er det vigtigste for mig,” fortæller forfatteren fra sit hjem i det midtjyske. Det er en prioritering for Julie at skrive de historier, der dukker op i hendes hoved. Og indtil videre er det blandt andet blevet til y/a-romanerne Hej Luca og Fra nu af og for evigt. Senest er det børneromanen Dæmoner, der fik 5 stjerner i Kristeligt Dagblad, hun har sendt på gaden.

Fakta om bogen:
Titel: Hjerterdame
Forfatter: Julie Clausen
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740661873
Sidetal: 364
Vejl. pris: 249,95 kr.
Udgivelsesdato: 20. april

LÆS OGSÅ:  Bog & idé satser millioner på ny app: Streaming skal supplere bogsalget

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)