Site icon 24NYT

FORFRA PÅ DEN GRØNNE MARK

Mange historikere har konkluderet, at første verdenskrig blev udløst af et diplomatisk spil, der gled stormagterne af hænde. Det samme ser ud til at blive tilfældet med den verserende konflikt om Ukraine. Anført af en svækket og hjælpeløs præsident søger USA’s regering desperat efter at præsentere en livsfarlig international trussel, der skal få Amerikas befolkning til at samle sig om andet end vreden mod præsident Biden og hans jammerlige forvaltning af regeringsmagten. USA’s regering har derfor i samarbejde med lydige medier lanceret en kampagne, der skildrer Ruslands præsident Putin som en Hitler-figur, der kræver ’Lebensraum’ mod øst for de russiske masser. Putin er i den amerikanske optik i gang med at tromle sig ind over Ukraine og senere formentlig Belarus og muligvis også de baltiske lande, hvis ikke den russiske tyran bliver standset af et beslutsomt USA og dets allierede.

Denne version af begivenhederne er blevet adopteret kritikløst af europæiske politikere og medier- også de danske-, der loyalt hyler med på myten om Putin som en moderne og utilregnelig Hitler. Hele krisen kan dog løses ved en erklæring fra NATO om, at man ikke vil optage Ukraine som medlem. Og det manglede da også bare. NATO blev dannet for at forhindre en sovjetisk invasion af de vesteuropæiske demokratier, hvilket blev løst med succes. I dag er Sovjetunionen væk, deres socialistiske lydstater er omdannet til frie demokratier, og der er ikke behov for det gammeldags koldkrigs-NATO. Alligevel ser de vestlige demokratier det som deres ansvar at finde nye opgaver til det gamle, forstenede NATO i stedet for at ændre hele NATOs organisation og opbygning svarende til moderne tiders behov og krav.

I moderne erhvervsledelse arbejder vi med et begreb, der kaldes ’The Green Field Concept’ eller på dansk ’Forfra på den grønne mark’. Vi sidder for eksempel med en uoverskuelig koncern, der gennem årene har udviklet sig til en labyrint af søster- og datterselskaber, afdelinger og distributører mange steder kombineret med tunge og omstændelige administrative afdelinger.  Så spørger vi os selv: ” Hvis vi skulle udvikle og producere det samme som nu, men skulle begynde helt forfra ’på den grønne mark’, hvordan ville vi organisere virksomheden”? Så udarbejder ledelsen en helt ny organisationsplan, der næsten altid vil føre til en modernisering og forenkling af den forældede koncernstruktur.

Det er lige nøjagtig den øvelse, NATO har brug for: ” Hvis ikke NATO eksisterede, hvordan ville vi organisere et effektivt og topmoderne Europa/USA-forsvar, der beskytter mod russisk og kinesisk aggression, men som ikke provokerer unødigt?” Hvis et militært ’Green Field Concept’ blev gennemført professionelt, ville et moderne NATO rejse sig af asken præget af mobilitet, høj slagkraft og korte kommandoveje. Det ville stå klart, at Ukraine ikke skulle være en del af det nye NATO, som ville være en god platform til konstruktive forsvarsforhandlinger med Rusland, der på den ene side har krav på sikkerhedsgarantier, men som til gengæld også må forpligte sig til at ikke at mobbe sine naboer. 

Præsident Biden og de europæiske ledere og medier er ved at blæse Ukraine-konflikten op til en gigantisk varmluftballon, der hvert øjeblik truer med at revne. NATO må besinde sig og iværksætte ’Forfra på den grønne mark’. Ellers ser det mest ud til, at vi alle havner på Herrens mark.

Exit mobile version