Da coronakrisen brød ud for et par år siden, og regering, folketing, myndigheder og en forenet presse dagligt trommede enslydende budskaber ind i danskernes hoveder, var der en lille gruppe af borgere, som nægtede at tro på den officielle historie. Historien om vaccinernes undergørende virkninger og nødvendigheden af at holde afstand og bære mundbind. De troede ikke på det, som de fik fortalt, og nu, to år senere, står det klart, at de havde grund til af være skeptiske, og at vaccinemodstanden ikke savnede grundlag i virkeligheden.
Nu er den gal igen. Det viser sig nemlig, at nogle af de samme, som vendte det døve øre til corona-fortællingen, holder med Rusland i Ukraine-krigen.
Som B.T. (7.4.) kan berette, er der sket en ”opsigtsvækkende drejning hos en række af de mest hardcore coronaskeptikere”. Udviklingen følges tæt og med stor bekymring, kan avisen berette og citerer militæranalytiker Jeanette Serritzlev fra Forsvarsakademiet: ”Det var så påfaldende. 24. februar viste det sig, at dem, der havde haft meget stærke holdninger til coronavaccine, pludselig var meget imod Zelenskyj. … Mange af dem, der var prominente antivaxxere, var pludselig pro-russiske”, fortæller hun.
Også hos de danske efterretningstjenester er der bekymring, siger professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Michael Bang Petersen, som har bidt mærke i, at flere personer, der udtrykte skepsis om coronahåndteringen, meget hurtigt skiftede til teorier om Ukraine.
Men det overrasker ikke professoren, for, som han siger til avisen, ”den største faktor, der gør sig gældende for at en person begynder at tro på en konspirationsteori, er, at man allerede tror på en anden konspirationsteori”. Sådan er der opstået et netværk af ”antiautoritære personer”, forklarer Jeanette Serritzlev.
Heldigvis er der kun få konspirationsteoretikere, men lidt har også ret og giver anledning til nervøsitet hos myndighederne.
Nu fremgår det ikke, hvor langt efterretningstjenesterne er kommet i deres undersøgelser, eller om de har fundet en forklaring på eksistensen af en hård kerne af ”antiautoritære personer”, som forurener den offentlige debat med forkerte meninger.
Ak ja, konspirationsteorier leder til andre konspirationsteorier. Det er omtrent som med medierne og myndighederne, hvis ene løgn fører til den næste og giver anledning til antagelsen af autoriternes og mediernes almindelige løgnagtighed.
Hard-core konspirationsteoretikere har givetvis bemærket en betydelig afstand mellem, hvad medierne har fortalt om vaccinerne, mundbindene, klimaet, indvandringens velsignelser, islam som fredens religion og højrefløjens uforlignelige ondskab, og virkeligheden.
Der er ikke mange af disse antiautoritære, men de går åbenbart myndighederne på. Og sådan er det jo i stater, hvor alle forventes at mene det samme.
Da efterretningstjenesterne åbenbart følger med, skynder jeg mig at meddele, at jeg er modstander af Ruslands angreb på Ukraine.
Men skulle jeg mene det modsatte, ville det være min ret i et frit samfund.