Formodet gerningsmand fra skudsag anholdt

Nordsjællands Politi har anholdt den 32-årige Mikkel Søder, der har været efterlyst siden foråret 2019.

Den 32-årige Mikkel Søder, der siden sidste forår har været efterlyst af Nordsjællands Politi, blev anholdt søndag eftermiddag.

Anholdelsen skete klokken 13.43 på Helsingørmotorvejen, hvor Mikkel Søder var passager i en bil. Mikkel Søder var nogle få timer forinden blevet set i Nærum, hvor en borger genkendte ham og kontaktede Nordsjællands Politi.

Mikkel Søder er mistænkt for at være gerningsmand i et sag om et skyderi i Plejelt mellem Helsingør og Helsinge for lidt over et år siden.

Skyderiet fandt sted den 25. januar 2019 klokken 17.19, hvor en 29-årig mand blev beskudt af en eller flere ukendte gerningsmænd. Den 29-årige mand løb efterfølgende ind på en gårdsplads på Plejeltvej, hvor han stjal en bil, der holdt i tomgang, og kørte fra stedet. I bilen var bilejerens hund, og både hund og bil blev senere fundet på Hestens Bakke i Helsingør, efter den 29-årige via en advokat havde kontaktet politiet med oplysning om, hvor bilen var efterladt.

Nordsjællands Politi har flere gange opfordret Mikkel Søder til at melde sig selv, men da han ikke gjorde dette, besluttede man at efterlyse ham offentligt med navn og billede.

Mikkel Søder fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør i dag, mandag klokken 13.30.

Nordsjællands Politi har ingen yderligere oplysninger eller kommentarer til sagen forud for grundlovsforhøret.

LÆS OGSÅ:  Syv mistænkte i skudsager i Køge fremstilles i grundlovsforhør

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)