I Danmark er der på ti år sket en tredobling af stx-gymnasier, hvor mere end 30 procent af eleverne har ikke-vestlig herkomst – fra fem gymnasier i 2010 til 15 i 2020. Og hvad er de så i vejen med det? Er alle eleverne ikke bare ude på at suge lærdom til sig og så komme ud i samfundet og få sig et job og et godt liv? Nej, så enkelt er det ikke. Gymnasiet er en uddannelse, der skal forberede eleverne på en universitetsuddannelse, men er også en holdningsskabende proces, der præger eleverne til at være en del af den demokratiske retsstat, hvis overlevelse og udvikling netop kræver at folket arbejder for sagen. De 30 procent elever i stx-gymnasierne er i overvejende grad muslimer, der som bekendt ikke bryder sig om folkestyret. Vi ved fra opinionsundersøgelser (Wilke/JP 2015), at 77 procent af alle herboende muslimer ønsker, at koranens bud skal følges fuldt ud. Det betyder, at grundloven kastes på møddingen og sharia bliver Danmarks nye forfatning.
Forældre til etnisk danske børn ønsker naturligvis ikke, at deres afkom skal på et gymnasium, hvor 30 procent af eleverne modsætter sig de grundværdier, det danske samfund bygger på. I stedet vil de sørge for, at deres sønner og døtre søger ind på gymnasier, hvor man i samfundsundervisningen uden ophidsede protester fra muslimske elever tør drøfte ytringsfrihed og vise Muhammed-tegningerne og de islamiske staters ubarmhjertige forfølgelse af omkring 300 millioner kristne ifølge Open Doors. Og hvor man vover at omtale moderne islamiske staters grusomme straffemetoder som korsfæstelse, stening, og offentlige halshugninger og piskning. Når det er kommet så vidt, er det naturligvis, fordi det danske samfund kritikløst har accepteret import af klienter fra islamiske samfund, der gerne ville integreres i velfærdssamfundet, men ikke i folkestyret og retsstaten. I de store indvandrerlande som USA og Australien måtte migranterne selv tage ansvaret for at blive en del af arbejdslivet og samfundet, hvis de ville undgå at sulte. I den danske socialstat var det samfundet, der påtog sig ansvaret for at integrere migranterne. Resultatet af årtiers integrationsindsats er en muslimsk befolkning på over 250 000 mennesker, der er så dårligt repræsenteret på arbejdsmarkedet, at skatteyderne hvert eneste år må hoste op med 90 milliarder kroner i overførselsindkomster til islamiske familier, der som tak vender ryggen til det danske folkestyre, som betaler for deres liv her i landet.
Vore Politikere er ansvarlige for migrant-katastrofen, fordi de aldrig har stillet krav til indvandrerne til gengæld for ophold og forsørgelse. De muslimske gymnasiaster er et problem, fordi deres forældre og bedsteforældre er et problem. Når politikerne har vanrøgtet landets økonomi, smider de regningen i børneværelset, og når de har tilladt 250 000 migranter og efterkommere at affærdige vores folkestyre, smider de regningen i gymnasierne. Et flertal i Folketinget blev enig om at fordele sig ud af den skæve sammensætning af visse gymnasier. I Odense, Aarhus og Nordsjælland er det nu forældrenes indkomst, der bestemmer, hvor børnene skal i gymnasiet. Overgangen fra folkeskolen til gymnasiet er et stort skridt, og de unge vil gerne på et gymnasium, der ligger tæt på deres hjem, og hvor de kan gense deres venner fra folkeskolen og boligkvarteret. Tvangsfordelingen efter udligning af indkomstgrupper betyder, at unge fra Gentofte bliver anbragt på f. eks Herlev Gymnasium, hvor de vil få betegnelsen ’millionærklubben’. Andre unge fra Brøndby Strand, der bliver udvist til Øregaard Gymnasium i Hellerup vil blive til ’ fattigrøvene’. I dag er det afstanden mellem skolen og hjemmet, der afgør, hvor de unge kan komme i Gymnasiet. Det kunne man kombinere med deres karakterniveau i grundskolen, som en ekspertgruppe har anbefalet.
Stort set alle gymnasierektorer er enige om, at et trygt nærmiljø og kort transportafstand mellem hjem og skole er helt afgørende for elevernes trivsel. De taler for døve øren. Regeringen har endnu en gang valgt at smøre regningen for integrationskatastrofen af på sagesløse børn og deres forældre. Det bør ikke undre nogen. ” Ønsker I den totale formynderstat?”, brøler Mette Frederiksen på Christiansborg. Svaret fra salen. var et forsigtigt ja. Men dog et ja. Fællesskabet har slået til igen.