Formynderstatens uhæmmede sejrsgang (2022)

Den danske formynderstat har på mange punkter en slående lighed med de kommunistiske stater, hvor det enkelte menneske, familien og civilsamfundet underordnes statsmagten. I den halvtotalitære socialdemokratisme, som er den dominerende samfundsform i Danmark, opfattes mennesker ikke som suveræne og ansvarlige borgere, der selv kan og skal tilrettelægge og leve deres tilværelse samt tage vare på sig selv, deres familie og nærmeste. I stedet opfattes mennesker som brikker, der flyttes rundt, så de passer til det socialistiske samfund, magthaverne er i færd med at designe. Den enkelte borger må vige, flytte sig og bøje sig for det overordnede hensyn og en større idé.

Mens partiet i kommunistiske lande beskytter borgerne mod kapitalismen, beskytter den danske formynderstat borgerne mod det, der er en væsentlig mening med livet: at have ansvaret og forpligtelsen for sig selv og sine nærmeste. Danskerne passiviseres og gøres til hjælpeløse klienter, som ikke er i stand til at tage vare på egen tilværelse. Staten ordner alt fra fattigdom over børnepasning til klimakrise og erhvervsfremme. I Danmark taber man derfor ikke længere ansigt ved ikke at kunne klare sig selv. Man overlader ansvaret til andre og blot stikker labben frem.

”Frihed under ansvar” er for længst erstattet af, at formynderstaten ved bedst, hvad der er bedst for borgerne. Formynderstatens regulering, forbudslovgivning og moralisering har taget ansvaret og friheden fra borgerne med det resultat, at staten bliver til en erstatningsforælder, der behandler borgerne som ansvarsfrie børn og kommunikerer på børnehaveplan. Eftersom formynderstatens indgreb over for de ansvarsfrie borgeres frihed foretages i ”fællesskabets” navn, bliver indgrebene dermed legitime, ja endda en moralsk forpligtelse. Reaktionen i befolkningen er ikke overraskende systemisk ansvarsfralæggelse og umyndiggørelse.

Den socialistiske idé om, at formynderstaten varetager individets interesser ”fra vugge til grav”, har eroderet borgernes frie vilje og evne til at tage styring i eget liv. Resultatet er, at danskerne parkerer en stor del af ansvaret for deres nærmeste, deres økonomi og deres livskvalitet hos staten. 

Formynderstatens kommuner udbyder således kurser, der skal få borgerne til at sove bedre om natten og gøre dem mere arbejdsduelige. Nattesøvn er ikke længere noget, borgerne styrer selv. Formynderstaten tilbyder også parterapi på statens regning samt psykologisk rådgivning til studerende med helt normale problemer. Københavns Kommuner har indført tvungen motion for sosu-assistenter og begrænset de ældres forbrug af saftevand på plejehjemmene på grund af det høje sukkerindhold. Og det nominelt borgerlige og frihedselskende parti Venstre har lagt stemmer til en rygelov, som delvis forbyder rygning på private arbejdspladser og privatejede cafeer, og har også indført en refleksionsperiode for par med børn, før de kan blive skilt. Her skal parret gennemgå et obligatorisk forløb, hvor man skal tænke sig om.

Formynderstaten administrerer også de ansvarsfrie danskeres feriepenge gennem en feriepengeordning, hvor staten opkræver 12,5 pct. af lønmodtagernes indtægt, som man efterfølgende skal søge for at få udbetalt. Lønmodtagerne har jo brug for en hjælpende hånd til at spare op til ferien, er formynderstatens logik. 

Formynderstatens klare målsætning er at svække familien gennem institutionalisering af børn. I formynderstaten har man derfor ikke en familiepolitik, fordi børnene er statens og kommunernes opgave. Ikke familiens. I sin 2025-plan ”Altid på børnenes side” foreslår Socialdemokratiet, at alle nyfødte automatisk institutionaliseres i en vuggestue, om nødvendigt gennem ”frivillig” tvang. Det siger sig selv, at det svækker familiesammenholdet og den enkelte familie, når det offentlige invaderer privatlivet og tager ansvar fra familien. Og børn, der oplever dette, får velfærdsafhængighed ind med modermælken.

De unge forældregenerationer i Danmark mener ikke, at det er deres ansvar at sætte grænser eller opdrage deres børn. Den opgave har de udliciteret til staten, til lærerne, pædagogerne og til de unge selv. I stedet for at opdrage deres børn har forældre travlt med at realisere sig selv, være bedste venner med deres børn eller være aggressive på Aula. Prisen betales først og fremmest af børnene, som mistrives på grund af en alt for vidtgående institutionalisering. Konsekvenserne af det kan ses i de unges behov for rammer, den store stigning ift. psykisk sårbarhed, krænkelsesparathed mv. 

I formynderstaten må barsel ikke benyttes, medmindre den fordeles på en bestemt måde mellem mor og far. Forældrene må hverken vælge den barselsfordeling, der passer til deres livssituation, eller lade den overgå til den anden forælder. Det resulterer i, at helt små børn blive sendt tidligere afsted i daginstitution, og at kvindens muligheder for at amme frit, så længe hun ønsker, begrænses.

Medarbejdere i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning har ikke kunnet ryge en cigaret på vej til og fra et møde eller i eget hjem på en hjemmearbejdsdag siden juli 2018. I hvert fald ikke uden at risikere en fyreseddel. Det blev konsekvensen, da forvaltningen havde indført en ny rygepolitik, der betyder, at forvaltningens ansatte ikke må tænde en cigaret, hvis de er i gang med jobrelaterede opgaver. Heller ikke, selv om de er langt fra kommunens matrikel – for eksempel hjemme i privaten. I den socialistiske formynderstat mener man ikke, at det hører til den private sfære, når et voksent menneske ryger en cigaret hjemme hos sig selv eller på gaden i arbejdstiden.

Senest har den socialdemokratiske regering som led i en sundhedsreform fremsat forslag om at indføre en 18-års grænse for salg af alkohol samt et nikotinforbud for alle født i eller efter 2010. Der er såmænd ingen grund til at betvivle de gode intentioner i sundhedsreformen: Danskerne skal blive sundere, og regeringen skal nok hjælpe de dumme borgere med hvordan. Regeringens sundhedsreform er et klart vidnesbyrd om, at formynderstaten inddrager mere og mere af borgernes frihed og ansvar. Og det tillader man sig kun, hvis man helt grundlæggende ideologisk forestiller sig, at mennesket er statens menneske – statens ejendom.

Den skattefinansierede formynderstat opfattes i Danmark som et ultimativt gode. Og eftersom borgernes beslutninger direkte eller indirekte påvirker andre, bliver det helt legitimt, at formynderstaten lovgivningsmæssigt regulerer borgernes liv med henblik på at sikre totalitær lighed og millimeterretfærdighed. 

Regelmængden er vokset under alle regeringer siden 1989, også de borgerlige. Bygningsreglementet er f.eks. én lang mistillidserklæring til borgerne. Formynderstaten stoler ikke på, at danskerne kan bygge boliger med tilstrækkelig loftshøjde, lysindfald mv., hvis ikke staten sætter snævre regler. Selv hvordan borgerne skal cykle, har formynderstaten regler for (bl.a. skal begge fødder være på pedalerne). 

I 2009 indførte den borgerlige VK-regering en såkaldt ”fedtskat” med det erklærede formål at forhindre fedme. Og Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen (V), havde under VLAK-regeringen ikke tillid til, at borgerne kunne pleje pindsvin, og forbød derfor i sin egenskab af miljø- og fødevareminister alle, der ikke var autoriseret af staten, at pleje tilskadekomne pindsvin. 

Formynderstaten har vedtaget, at betingelsen for at gå på gymnasiet er, at eleverne skal kunne busses rundt i landsdele som skakbrikker i et tvangsfordelingsspil på baggrund af forældres indkomst. Man har dermed svækket familiens rolle og dens frie valg for at erstatte den med strukturel tvang. Ovenikøbet på en måde, så det vil kunne betale sig for familier at lade sig proformaskille for at undgå indkomstproblemet. Samlet forventes cirka ni procent af eleverne – over 4.000 unge mennesker – at blive tvunget til at gå på et andet gymnasium end deres foretrukne. 

I formynderstaten må unge voksne finde sig i at skulle gå på uddannelsesinstitutioner i byer, hvor de ikke gider at bo, fordi der skal tilrettelægges en anden balance mellem by og land.

I formynderstaten har man gjort det nemt at tvangsfjerne børn, fordi der skal tilrettelægges en familiepolitik, hvor det offentlige hellere fjerner et barn for meget end for lidt, da børnene jo alligevel mere og mere er statens. Målet er således flere tvangsfjernelser, snarere end at søge at styrke familierne, så flere sager kunne undgås. Det minder om det kommunistiske DDR, hvor man hjalp mennesker med ”ikke rigtige” socialistiske holdninger ved at fjerne deres stakkels børn og lade dem opdrage i familier med de” rigtige” holdninger — for deres egen skyld – og for samfundets skyld.

Formynderstaten har over de sidste årtier skabt en orwellsk virkelighed, hvor borgerne overvåges, registreres og reguleres ned til mindste detalje i deres privatliv. Intet synes for småt til, at staten blander sig. Formynderstatens behov for kontrol vægter højere end borgernes ret til privatliv. 

Det stærke fokus på bekæmpelse af snyd og socialt bedrageri resulterer i, at offentlige myndigheder får stadigt videre beføjelser og nye muligheder for at få adgang til privat ejendom uden retskendelse. Efterhånden som formynderstatens Stasi-lignende kontrol med borgerne vokser og vokser, bliver retssikkerheden gradvis udhulet. Omkring 500 love giver myndighederne ret til at trænge ind på privat område og gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse. Retten til privatliv og ejendomsret er ellers beskyttet i både Grundloven og internationale konventioner. Ifølge forskerne er bemyndigelserne i lovgivningen til at gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse steget fra 111 i 1996 til 276 i 2017, en stigning på 140 pct. Mao, hvis han stadig levede, ville fryde sig over det gigantiske sociale kontrolapparat i Danmark.

En ny tendens i dansk politik er, at politikere vilkårligt tager borgernes ejendom og giver den til andre. Grundloven giver ganske vist mulighed for ekspropriation, men så er det utvetydige krav, at det er til fordel for ”almenvellet”, samt at det skal ske med fuld erstatning og ved lov, ikke rent administrativt. På alle disse punkter er 160 års retssamfund i disse år ved at vige til fordel for en politisk junglelov, der lader nogle tage for at give til andre uden at yde fuld eller blot delvis erstatning, og ofte blot med simple byrådsbeslutninger eller administrative afgørelser.

Under coronaen og den igangværende energikrise har politikerne foretaget endnu en udvidelse af de forsikringsopgaver, staten tager sig af. Under coronaen havde det form af løntilskud, hjælpepakker og kreditter til erhvervslivet. Der blev også udbetalt et engangsbeløb til overførselsindkomstmodtagere – om end det var lidt svært at begrunde, hvorfor netop de blev ramt af epidemiudbruddets konsekvenser. Formynderstaten opererer i højere og højere grad efter cigarkasseprincippet, hvor man pr. pulje og hjælpepakke kan detailstyre, hvilke borgere der fortjener støtte og i hvilke situationer.

Da Rusland invaderede Ukraine, blev danskerne bedt om at passe deres eget liv fremfor at hjælpe ukrainske flygtninge. Selv Røde Kors var utilfreds med disse ureglementerede initiativer, for borgerne risikerede at stå i vejen. Danskerne blev derfor drevet tilbage i folden, deres beskyttede verden, så formynderstatens egne folk kunne passe deres arbejde. Sektionsleder Mette Blauenfeldt fra Dansk Flygtningehjælp har i den forbindelse udtalt, at ”der er en grund til, at vi i Danmark har et meget fintmasket velfærdssystem, der sætter en ære i at sørge for, at alle i en udsat situation får hjælp af myndighederne”. Hjælp fra myndighederne! Det er dét, der sættes en ære i, og ikke hjælp fra borgerne.

Formynderstaten nedbryder alle de kerneværdier, der er opbygget i Danmark gennem årtier. I stedet for at bringe mennesker tættere sammen, tvinger formynderstaten reelt mennesker længere fra hinanden. Børn og forældre. Gamle og deres familier. I dagens politiske miljø respekterer politikerne ikke længere tidligere grænser for, hvad der hører til privatsfæren og hvad man kan påstå er offentligt. De har mistet tiltro til borgernes kompetence og rationalitet i deres rent private valg, derfor kommer der den ene adfærdsregulering efter den anden. Dag for dag tager Danmark derfor et lille skridt længere hen mod en klientgørelse og umyndiggørelse af befolkningen, hvor man ikke bliver i stand til at tackle udfordringer og forhindringer selv, men hvor disse klares af et ansigtsløst system, ikke af ens familiemedlemmer. Den velfærdsbedøvede danske ”homo socialdemocratus” er blevet en svag og dum klient, som barnepigestaten konstant skal hjælpe til at gøre det rigtige.

Politikerne, både de blå og røde, har sammen skabt et Danmark med stadig mere tvang og stadig mindre frihed for den enkelte. Det er sket med folkelig opbakning, idet danskerne har givet afkald på kravene om individuel frihed og i stedet efterspørger tryghed leveret af statsmagten – Mor Stats varme og kærlige favn. I stedet for at beskytte borgeren mod ufred og elendighed beskytter politikerne borgeren mod borgeren selv. Mod borgerens dårlige vaner og manglende rygrad. Og ingen yder modstand, ikke engang de borgerlige. Selv om de ynder at markedsføre sig selv som værende i opposition til Socialdemokratiet & Co., har samtlige borgerlige regeringer været med til at øge statens formynderi. Årsagen hertil er enkel: De fleste borgerlige har solgt ud af det borgerlige arvegods – den personlige frihed, pligt og ansvar – og er helt med på den socialistiske idé om, at det er det gode formynderstats ret at organisere og definere borgernes private liv.