Site icon 24NYT

Forskere har måske fundet virus’ akilleshæl

Arkivbillede.

Et nyt forskningsstudie, ledet fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet, kortlægger, hvordan virus undviger kroppens immunforsvar og forårsager infektion og sygdom. Den nye viden kan bane vejen for behandling af virus-betingende sygdomme som fx covid-19.

Virus har en exceptionel evne til at omgå kroppens immunsvar og forårsage sygdom i kroppen. De fleste personer slipper godt fra en virusinfektion som eksempelvis influenza, mens den aktuelle covid-19-pandemien viser virus’ farlighed, når der ikke findes en effektiv vaccine eller behandling.

Nu har et forskningssamarbejde mellem Aarhus Universitet, University of Oxford og Gøteborg Universitet, bragt os et skridt nærmere forståelsen af viras taktik, når de angriber immunforsvaret.

Det fortæller professor, virolog Søren Riis Paludan fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet. Han leder et laboratorium, hvor der blandt andet forskes i immunforsvarets evne til at bekæmpe sygdomme forårsaget af herpesvirus, influenzavirus og senest SARS-CoV2, bedre kendt som coronavirus.

I det nye studie, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Experimental Medicine, har forskerne undersøgt, hvordan herpes simplex virus sniger sig uden om immunsystemet for at skabe infektion i hjernen. Det er en sjælden infektion, til gengæld er dødeligheden høj hos dem, som rammes.

”I studiet fandt vi, at herpes simplex virus er i stand til at hæmme et protein i cellerne, STING, som aktiveres, når der er fare på færde. Når STING hæmmes, bliver kroppens immunforsvar også hæmmet – virus bremser således den bremse, der skal forhindre os i at blive syge. Det er det samme princip, som andre vira benytter sig af”, siger Søren Riis Paludan.

STING skal hæmmes

Selv om studiet fokuserer på herpesvirus, er der ifølge Søren Riis Paludan paralleller til coronavirus.

Han påpeger, at samme protein interessant nok også hæmmes af mange forskellige virus, inkl coronavirus.

”Noget tyder på, at vi har fundet akilleshæl i virus’ etablering af infektion i kroppen. Vores resultater giver håb om, at hvis vi kan hæmme virus’ evne til at blokere STING, vil det forhindre virus i at dele sig. Det kan bane vejen for nye principper for behandling mod fx herpes-, influenza- og coronavirus”, siger Søren Riis Paludan.

Han håber, at forskningsresultatet kan bruges i udvikling af fremtidige antivirale lægemidler og vacciner.

”Tidligere studier har også vist, at conoravirus hæmmer STING i lighed med herpesvirus. Det tyder på, at vi har fundet en fællesnævner for flere typer virus, som sandsynligvis er en væsentlig brik i udvikling af behandling”, siger Søren Riis Paludan.

Bag om forskningsresultatet

  • Studiet er grundforskning. Første-og andenforfatter på studiet er adjunkt Bodda chiranjeeviog lektor Line Reinert
  • Vigtigste samarbejdspartner er Peter O’Hare, Imperial College London, Trine Hyrup Mogensen, Aarhus Universitetshospital, Beate Sodeik, Medizinische Hochschule Hannover, Mads Gyrd-Hansen, Ludwig Institute for Cancer Research, University of Oxford, Henrik Zetterberg, Sahlgrenska Akademin, Göteborg Universitet
  • Studiet er finansieret af: Det Europæiske Forskningsråd ERC, Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden
  • den videnskabelige artikel i Journal of Experimental Medicine
Exit mobile version